Canada og EU tæt på en aftale om sælskindsprodukter

Canada og EU er kommet et skridt nærmere en enighed om sælskindsprodukter fra Inuit. Det skriver CBC News på sin hjemmeside.
Skrevet af Karsten Sommer
16. oktober 2014 13:20

 28 EU-lande indførte tilbage i 2009 et forbud mod sælskindsprodukter fra Canada, et forbud, der ramte Inuit i Canada såvel som fangere her fra Grønland, også selvom der blev indført en Inuit-undtagelse.
 
Problemet bestod ganske enkelt i, at man ikke skelnede mellem sæler fanget på den traditionelle måde af Inuit, og sæler fanget ud for Newfoundland, hvor sælerne blev slået ihjel med en kølle.
 
Terry Audla, formand for Inuit i Canada, siger nu, at Canada og EU nu er ved at nå til enighed om sælskindsprodukter fra Inuit i Canada. Aftalen vil dog ikke få indvirkning på de lave sælskindspriser på grund af importforbuddet, siger han.
 
Rebecca Aldsworth fra dyreværnsorganisationen Humane Society International Canada, var blandt dem, der førte an i en kampagne mod Canadas sælfangst ud for Newfoundland. Hun hilser nyhederne om de nye tiltag vedrørende sælskindsprodukter fra Inuit velkommen. Det er godt for de forskellige regeringer, NGO'er og handelsorganisationerne, siger hun:
 
- Vi har under hele processen sagt, at der børe være en Inuit-undtagelse, siger Rebecca Aldsworth til CBC.
 
Ikke kun Aldsworth, men også Rannva Simonsen fra Iqaluit, der er designer, er glad for udviklingen:
 
- Der er en mulighed, som jeg agter at gøre brug af, og dele med Nunavummiut. Det kan jo betyde nye jobs og øget eksport, siger hun.