Britta Nielsen erkender overførsler til sig selv

Britta Nielsen, der er tiltalt for bedrageri for 117 millioner kroner, erkender at have overført penge fra Socialstyrelsen til sig selv.
Britta Nielsens forsvarer Nima Nabipour ankommer til i Københavns Byret torsdag. Britta Nielsen er tiltalt for at have stjålet 117 millioner kroner fra de offentlige kasser. Foto © : Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. oktober 2019 08:29

Det oplyser hendes forsvarer, advokat Nima Nabipour, i Københavns Byret torsdag formiddag.

Der er dog ikke tale om en ren tilståelse. Man er ikke enig i, hvornår overførslerne skulle være sket, og hvor store beløbene har været.

LÆS OGSÅ Hovedmistænkt i svindelsag anholdt i Sydafrika

- De enkelte beløb skal ikke ses som en nægtelse. Det skal forstås sådan, at den tiltalte ikke husker alle de konkrete beløb og tidspunkter, siger forsvareren.

Britta Nielsen tilstår desuden at have forfalsket en underskrift fra en revisor i forbindelse med arbejdet i Socialstyrelsen. Dermed erkender hun dokumentfalsk.

Det er første gang, at offentligheden hører, hvordan den tidligere ansatte i Socialstyrelsen forholder sig til den alvorlige anklage.

Hidtil har Nima Nabipour ikke villet sige noget om det. Hver gang har han sagt, at det ville komme frem i retten.

Strafferammen for groft bedrageri er otte års fængsel, men anklageren vil tage den sjældne paragraf 88 i brug, der kan hæve straffen i særligt grove sager.

LÆS OGSÅ Svindelsigtet Britta Nielsen er varetægtsfængslet

Men Nima Nabipour forsøger torsdag at få den del afvist, da han er af den opfattelse, at Britta Nielsens forbrydelser ikke har været grove nok til, at paragraf 88 kan tages i brug.

Svindelsagen fik Socialstyrelsen til i en kortere periode at lukke for udbetalinger fra statens satspuljemidler, som blandt andet går til de Grønlandske Huse i Danmark.

/ritzau/

LÆS OGSÅ Ingen besked om manglende udbetaling