Foto: Google Streetview

Grønlandske Huse: Ingen besked om manglende udbetaling

De Grønlandske Huse i Danmark blev ikke informeret om, at satspuljemidler fra Socialstyrelsen blev sat på pause i oktober på grund af en stor svindelsag. De manglende udbetalinger får dog ikke konsekvenser for grønlandske borgere – foreløbig.

Socialstyrelsen har stoppet udbetalingerne af statens satspuljemidler i forbindelse med at socialminister Mai Mercado (V) i sidste uge offentliggjorde, at en medarbejder har stjålet 111 millioner kroner fra satspuljen gennem en årrække.

Det kan direktørerne i De Grønlandske Huse i Danmark nu konkludere.

LÆS OGSÅ Grønlandske Huse ramt af penge-skandale i Socialstyrelsen

Pengene for oktober er nemlig ikke gået ind på husenes konti. Det gælder penge til en række projekter, blandt andet til nyankomne, grønlandske borgere i Danmark, som De Grønlandske Huse får støtte til gennem statens satspulje.

- Sagen om underslæb i Socialstyrelsen er så alvorlig, at styrelsen har set sig nødsaget til at lukke for udbetaling af tilskud i en periode, oplyste Mai Mercado mandag til TV2.

København: Mangler over 300.000 kroner

Hos Det Grønlandske Hus i København mangler der i oktober penge fra Socialstyrelsen til mentorordningen ”Ilik”, værestedet ”Qiperoq” samt generelle driftsmidler. 

I alt et beløb på 300.416 kroner, oplyser direktør i Det Grønlandske Hus i København, Leise Johnsen, til KNR.

Økonomiafdelingen i huset kunne i starten af oktober konstatere, at midlerne fra Socialstyrelsen ikke var gået ind. Her afventede man dog for at se, om pengene blot var forsinkede.

LÆS OGSÅ Ny hjælp til udsatte grønlændere i Aarhus

- Vi har ikke hørt et ord fra Socialstyrelsen. Ikke ét ord, siger Leise Johnsen til KNR.

Umiddelbart får de manglende tilskud til huset dog ikke konsekvenser for projekterne og brugerne af dem, oplyser Leise Johnsen, men tilføjer:

- Det skal ikke trække ud i flere måneder uden udbetalingerne. Men heldigvis får vi jo midler fra flere steder.

Direktør: Bekymret for satspuljeordningens fremtid

Hos Det Grønlandske Hus i Odense mangler oktober-tilskuddene til projekterne ”overgangs-PEER” i samarbejde med Odense og Vejle kommuner. Projekterne yder støtte til nyankomne grønlandske borgere i Danmark, lige som et ugentligt møde for nyankomne grønlændere i projektet ”Tumi”.

LÆS OGSÅ Satspuljepenge til Grønland udfordrer aftale om bloktilskud

Til sammen modtager de tre projekter direkte og indirekte 2, 4 millioner kroner om året, oplyser direktør for Det Grønlandske Hus i Odense, Kirsten Mærsk.

Hun har dog forståelse for, at Socialstyrelsen midlertidigt har sat en stopper for udbetalingerne efter svindelskandalen.

- Jeg mener, det er rettidig omhu, så de kan få undersøgt systemet, siger Kirsten Mærsk.

Ind til videre fortsætter de berørte projekter uden udbetalte tilskud. Men på sigt er direktøren bekymret for, hvad skandalen i Socialstyrelsen kan få af konsekvenser for hele satspuljeordningen.

- Mange af vores projekter er hængt op på satspuljemidlerne. Så det kan jo få betydning, hvis politikerne ændrer ordningen som følge af sagen her, siger Kirsten Mærsk.

LÆS OGSÅ Satspuljemidler er ikke indireke bloktilskud

I Det Grønlandske Hus i Aarhus udgør den manglende udbetaling  cirka 200.000 kroner, oplyser direktør, Jørn Holbech. Pengene går blandt andet til socialprojektet ”Kammak”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Også børn- og ungeområdet under Selvstyret har fra 2017 til 2020 mulighed for få søge om hjælp for i alt 10 millioner kroner fra satspuljen. Selvstyret er dog ikke berørt af Socialstyrelsens stop for udbetalinger, oplyser Departementet for Sociale Anliggender til KNR.

LÆS OGSÅ Hammond og Chemnitz fremlægger ønsker til finanslov

 

Kommentarer

inatsisartut-sal-sep2019.jpg

Inatsisartuts Efterårssamling



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt