Hovedmistænkt i svindelsag anholdt i Sydafrika

Den hovedmistænkte Britta Nielsen er blevet anholdt i Sydafrika i svindelsagen i Socialstyrelsen om 111 millioner kroner. Det oplyser anklagemyndigheden på Twitter.
Skrevet af Ritzau
05. november 2018 08:36

Hun blev anholdt i en lejlighed i Johannesburg i Sydafrika omkring klokken 05.30 mandag morgen.

Britta Nielsen er mistænkt for at have svindlet Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.

Hun var i 40 år ansat i Socialstyrelsen, og her overførte hun penge til sin egen konto.

Hun har været internationalt efterlyst i sagen, der kom frem i offentligheden i begyndelsen af oktober.

I sagen er en mand i forvejen anholdt. Han mistænkes for hæleri af særlig grov beskaffenhed, da han menes at have haft en hovedrolle i forhold til at bruge pengene.

/ritzau/