Britisk premierminister fordømmer Iran for barbari
Storbritannien fordømmer lørdag Irans henrettelse af den britisk-iranske statsborger Alireza Akbari.
- Jeg er forfærdet over henrettelsen af den britisk-iranske statsborger Alireza Akbari i Iran, skriver den britiske premierminister, Rishi Sunak, i et tweet.
Irans justitsvæsen meddelte tidligere gennem nyhedsbureauet Mizan, at Alireza Akbari, som tidligere har været viceforsvarsminister i Iran, var blevet henrettet efter at være blevet dødsdømt for anklager om spionage for Storbritannien.
Den britiske udenrigsminister, James Cleverly, kalder også den iranske handling for "barbarisk", og han siger, at Iran fortjener at blive fordømt i de stærkest mulige vendinger.
De britiske myndigheder har forsøgt at få Iran til at omgøre dødsdommen til Akbari og løslade ham.
Tortureret i fængslet
Onsdag havde mediet BBC's persiske afdeling sendt en lydoptagelse fra Alireza Akbari, hvori han siger, at han blev tortureret og tvunget til at tilstå forbrydelse, han aldrig havde begået.
I lydklippet hævdede Akbari, at han er blevet afhørt og tortureret i mere end 3500 timer over ti måneder af efterretningsagenter.
- Ved hjælp af fysiske og psykiske metoder nedbrød de min vilje, drev mig til vanviddets rand og tvang mig til at gøre, lige hvad de ønskede, sagde Akbari.