Bred opbakning til en GU i Ilulissat

IA vil dog gerne have, at beslutningen bliver truffet i sammenhæng med den snarlige drøftelse af strategien på uddannelsesområdet.
Skrevet af Ludvig Siegstad
03. maj 2012 13:24

Oprettelse af etablering af GU eller idrætsskole i Ilulissat er kommet et skridt nærmere. Det skete, da forslaget fik bred opbakning i Inatsisartut.

- Atassut er sikker på at oprettelse af en sportsuddannelse eller gymnasial uddannelse med sport vil give gode resultater og skabe udvikling af sport, sagde Knud Kristiansen, Atassuts ordfører.

Ordene faldt i går i Inatsisartut, hvor Knud Fleischers, KP, forslag om at Naalakkersuisut pålægges at igangsætte undersøgelse med henblik på etablering af idrætsskole eller gymnasial afdeling i Ilulissat, blev behandlet i tinget.

- Derfor støtter vi forslaget fuldt ud og sender det videre til relevant udvalg, understregede Knud Kristiansen.

Arbejdet for at få etableret en kunstgræsbane i Ilulissat og en gymnasial uddannelse bliver sat i forbindelse med hinanden i forslaget.

Gruppen bag kunstgræsbanen vil gerne have undersøgt, om det er muligt, at få en gymnasial uddannelse eller en idrætsskole i Ilulissat, hvor den kunstige fodboldbane kan indgå i projektet.

Demokraternes ordfører, Jørgen-Ole Nyboe, understregede, at der på Demokraternes initiativ allerede er afsat penge på finansloven til at projektere kunstgræsbaner blandt andet i Ilulissat. Ordføreren påpegede, at en kunstgræsbane ikke skal være udslagsgivende for om der skal etableres en GU afdeling eller en idrætsskole.

- Demokraterne er enige med forslagsstilleren i, at der kan være god mening i at etablere en afdeling af GU i Ilulissat, pointerede Jørgen-Ole Nyboe

Siumut bakker op om forslaget.

Partiet undrer sig over, hvorfor Naalakkersuisut nu støtter forslaget,  da partiet er blevet oplyst ved besvarelse af et paragraf 37 spørgsmål i starten af 2001, at Naalakkersuisut ikke har planer om at opføre yderligere gymnasiale institutioner.

- Der skal ikke herske tvivl om, at Siumut støtter dette initiativ fra Ilulissat. Vi er dog bekymret over Naalakkersuisuts interne gavebod, alt efter hvilket parti man tilhører, understregede Kristian Jeremiassen fra Siumut.

Inuit Ataqatigiit ser gerne, at Naalakkersuisuts svar til forslaget bør bakkes op.

Naalakkersuisut lægger op til at uddannelsesstederne supplerer hinanden mere i fremtiden.

Inuit Ataqatigiit påpeger, at GU og den socialpædagogiske skole i Ilulissat kan supplere hinanden, ved eventuel etablering af en gymnasial uddannelse på stedet.

- Den slags tiltag kan være med til at løfte niveauet på uddannelserne, understregede IA's ordfører Hans Aronsen.

Forslaget bliver behandlet anden gang den 25. maj.