Branden i Qaqortoq er under kontrol

Politiet melder nu, at der er kommet styr på branden i Qaqortoqs dump. Brandvæsnet holder dog fortsat øje.
Viceberedskabschef i Kommune Kujalleq Otto Kielsen bekræfter at branden på dumpen er under kontrol. Foto © : Connie Fontain
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
20. august 2023 11:37

Der er nu kommet styr på branden, der i går eftermiddag opstod i dumpen i Qaqortoq.

- Status er, at brandvæsnet i morges har meddelt, at der er styr på branden, og den er tæt på at være slået ned, siger vagtchef hos Grønlands Politi Ole Hald.

Politiet modtog meldingen om branden lørdag klokken 14:26.

Siden har brandvæsnet været på stedet og været i gang med brandslukningen, hvor også en helikopter har hjulpet til.

Ifølge politiet er branden på dumpen i Qaqortoq selvantændt og altså opstået af sig selv. Branden blev opdaget relativt hurtigt, fordi der var folk på stedet, da den brød ud.

Borgere, som bor tættest på området, opfordres fortsat til at holde deres døre og vinduer lukkede på grund af røgudvikling.