Brand i lejlighedskompleks i Nuussuaq i Nuuk

Omkring klokken 11.15 lød flere udrykninger gennem byen i Nuuk. Årsagen er en anmeldelse om brand, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Preben Kleist til KNR.
Branden opstod i en lejlighed i bydelen Nuussuaq, men hvorfor er endnu for tidligt at sige noget om, fastslår politiet.
- Brandvæsnet var hurtigt på stedet og kunne konstatere, at der steg sort røg op fra lejligheden, fortæller vagtchefen.
Brandfolkene på stedet hjalp en kvinde ud af lejligheden, men der er ikke andre, der er kommet til skade ved branden.
- Kvinden har fået forbrændinger, men hun var ved bevidsthed, da hun blev hjulpet ud, fortæller Preben Kleist.
Vagtchefen kan ikke udtale sig yderligere om sagen og kender på nuværende tidspunkt heller ikke kvindens tilstand.