Borgmestre ærgrer sig over dobbeltvalg

Flere af landets borgmestre frygter, at kommunalvalget drukner under valgkampen til Inatsisartut. Det gælder om at finde en balance, lyder det.
Malik Berthelsen, der er borgmester i Qeqqata Kommunia. Foto © : KNR
18. februar 2021 04:30

Den 6. april bliver en af de vigtigste enkeltdatoer i nyere grønlandsk historie.

Her skal landets borgere både vælge til Inatsisartut og landets fem kommuner.

Det skaber panderynker hos flere af landets borgmestre. De frygter nemlig, at kommunalvalget bliver lillebror og fortaber sig i opmærksomheden omkring valget til Inatsisartut.

LÆS OGSÅ Analyse: Uran vil gennemstråle valgkampen 

- Jeg ærgrer mig meget og er skuffet. Jeg kan gætte mig frem til, at der vil være mindre interesse og mindre opmærksomhed omkring kommunevalgkampen, fortæller borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen (S).

Han vil så vidt, det er muligt, planlægge sig ud af hovedpinen. Lige nu afventer han, hvordan Inatsisartut valgkampen kommer til at se ud.

LÆS OGSÅ Folk i Qaqortoq: Det er helt nødvendigt med et valg nu

- Det kommer an på, hvordan valgkampene til Inatsisartut og kommunerne bliver planlagt. Dem bliver vi nødt til at vente på, og vil selvfølge være med til planlægningen, lyder det.

Kan skabe forvirring

I landets sydlige kommune er der også ærgrelse over datosammenstødet. Det fortæller borgmester Kiista P. Isaksen (S) i Kommune Kujalleq.

- Man kan som kandidat til kommunalbestyrelsen blive spurgt om noget, der hører under Inatsisartuts arbejde. På samme måde kan Inatsisartutpolitikerne blive spurgt om ting, der er kommunalt anliggende, siger hun og uddyber:

- Jeg er bekymret for, at det kommer til at være forvirrende.

LÆS OGSÅ Så ligger datoen fast: Vi skal til valg 6. april

Kiista P. Isaksen tilføjer dog, at et dobbeltvalg omvendt kan klarlægge, hvor ansvarene ligger mellem lands- og kommunalpolitik.

Den 6. april er der faktisk også valg til menighedsrådene i kirken og valg til bygdebestyrelserne.