Folk i Qaqortoq: Det er helt nødvendigt med et valg nu

I går skete det: Der blev udskrevet valg til Inatsisartut. Og det er en rigtig god idé, mener folk i Qaqortoq.
Lars Frederik Karolussen og Angerdla Kielsen Olsen glæder sig til valg. Foto © : KNR / Jørgen Semionsen
17. februar 2021 11:11

Grønland skal til valg 6. april. Det vedtog Inatsisartut i går. 

Og det er samme dag, hvor der også er kommunalvalg og valg til menighedsrådene. 

I Qaqortoq er der i hvert fald to, som glæder sig til at gå i stemmeboksene.

- Der er ikke andet at gøre for at få renset luften i Inatsisartut. Det er nødvendigt, og det må vi affinde os med, siger Lars Frederik Karolussen:

- Jeg havde forventet det, fordi der har været kaos længe. 

 

Foto © : KNR

 

Efter måneders uro internt i Siumut har især de sidste to uger været anspændte. 

Siumuts nye formand Erik Jensen har forhandlet bag lukkede døre med andre partier, fordi han gerne vil vælte Kim Kielsen af pinden som formand for Naalakkersuisut.

Men ingen andre partier har villet samarbejde med Erik Jensen – og 8. februar forlod Demokraatit koalitionen og smækkede med døren: De ville ikke være med længere – ifølge partiet på grund af uro i Siumut og en ny og mere skeptisk holdning til mineprojektet ved Kuannersuit i Sydgrønland. 

LÆS OGSÅ Så ligger datoen fast: Vi skal til valg 6. april

Og så var koalitionen pludselig i mindretal. 

Mandag sprang et flertal i Inatsisartut frem med krav om valg – og det krav fik flertallet så trumfet igennem i går. 

- Jeg håber, at vi kommer til at se mange nye ansigter. Jeg håber, at nogle af de gamle ansigter vil blive udskiftet med nogle helt nye politikere, siger Lars Frederik Karolussen.

 

Foto © : KNR

 

Angerdla Kielsen Olsen ser heller ingen anden udvej end et valg nu: 

Sagen kort
 

Mandag 8. februar forlod Demokraatit regeringssamarbejdet i Naalakkersuisut og efterlod Kim Kielsen med en mindretalsregering.


Den bestod kun af Siumut og Nunatta Qitornai, der sad på 11 pladser ud af de 31 i Inatsisartut.
 

Siumuts nye formand Erik Jensen vil gerne overtage formandsstolen i Naalakkersuisut fra Kim Kielsen.

Han blev formand i november, hvor Siumut selv væltede Kim Kielsen af pinden.

 

Men oppositionspartierne har nægtet at samarbejde med Erik Jensen ved roret i en ny koalition. 

De mener, at der er for meget ballade internt i Siumut.

Her er der vigende opbakning til mineprojektet ved Kuannersuit, hvor et selskab vil udvinde sjældne jordarter med uran som et biprodukt.

 

Siumut har ellers bakket op om mineprojektet i 14 år.

 

Der var sidst valg i Grønland i foråret 2018. Det næste valg skal have fundet sted senest i 2022.

- Vi er nødt til at gå til valg, men den politiske situation er ærgerlig, fordi det påvirker landets udvikling, siger han.

Men det kommer bestemt heller ikke som en overraskelse for ham. 

- Et valg vil ikke betyde noget, hvis der ikke sker ændringer. Men jeg regner bestemt med, at der kommer til at ske ændringer, siger han.

Ifølge en meningsmåling vil Inuit Ataqatigiit blive landets største parti med 38,4 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. 

Et forskerteam fra blandt andet Ilisimatusarfik står bag målingen, som er lavet i januar – altså før, Demokraatit skred ud af koalitionen og smækkede med døren.  

LÆS OGSÅ IA stormer frem i ny meningsmåling

Siumut går en smule tilbage tilbage i forhold til den seneste måling fra december. Hvis vi skulle træde ind i stemmeboksene i morgen, ville Siumut få 29,4 procent af stemmerne og sætte sig på 9 pladser i Inatsisartut.

I dag sidder partiet på 10 pladser. 

Helt anderledes ser det ud for Demokraatit. Partiet ville blot få 11,3 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen – og dermed fortsætter Demokraatit sin nedtur. 

Ved valget i 2018 fik partiet 19,5 procent af stemmerne.

Ifølge målingen vil hverken Samarbejdspartiet eller Nunatta Qitornai blive valgt ind i Inatsisartut, hvis der var valg i morgen.