Borgmester vil have sin lufthavn
Naalakkersuisut skal inden længe fremlægge sine planer for de fremtidige lufthavne i Grønland.
Den store omvæltning går særligt på to byer, som skal have længere landingsbaner. Nemlig Nuuk og Ilulissat.
Naalakkersuisoq for infrastruktur fortalte tidligere til KNR, at han vil fremlægge to muligheder til Inatsisartut. Den ene er, at landingsbanerne bliver forlænget til 1199 meter, og den anden er 1799 meter.
Den skal være lang
I hovedstaden er borgmesteren ikke i tvivl.
- Vores ønske er helt klart en 1799 meter landingsbane, og jeg var lige ved at sige, det kan ikke gå hurtigt nok, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, IA.
Læs også 725 millioner sikrer lufthavn få år
Læs også Lufthavne skal styrke hele landet
Faktisk gør hun det klart, at hvis Naalakkersuisut ikke vil være med, så vil kommunen selv tage affære.
- Vi har givet direktionen grønt lys for og bakker op om de undersøgelser, de er i gang med, i forhold til om vi eventuelt kan anlægge sådan en landingsbane selv fra vores kommune, siger hun.
Som det er nu, rejser cirka 40 procent af landets flypassagerer mellem Nuuk og København. Det mener borgmesteren selvsagt viser behovet.
Vigtigt for byen og for landet
Asii Chemnitz Narup peger på, at Nuuk bærer en stor del af vækstpotentialet for det samlede land, og at hun derfor ser det som en vigtig investering for hele landet.
Læs også Visit Greenland: Asfalt tiltrækker ikke turister
Læs også Lufthavnsmodel står ved skillevej
Samtidigt vil det åbne hovedstaden op for en række nye muligheder, mener hun.
- Det vigtigste er, at vi kan få en masse rejsende via Keflavik, ud i den store verden. Og vi vil spare tid, og vi vil kunne udvikle mere på både turismen, handel og forskning.
- Det vil give en helt anden kontakt og dynamik til byen og til samfundet, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.