Borgmester tager kuldsejlet hotelprojekt med ro

Borgmesteren i Kommuneqarfik Sermersooq er glad for, at den malaysiske hotelkæde respekterer borgernes ønsker i forhold til det omdiskuterede luksushotel i Kolonihavnen i Nuuk.
Efter strid modvind blandt både borgere og politikere har den malaysiske hotelkæde Berjaya Group trukket sin ansøgning om at bygge et luksushotel på Kolonihavnen i Nuuk tilbage. Foto © : Berjaya Corporation Group of Companies
Skrevet af Merete Lindstrøm
18. december 2019 16:57

I dag har hotelgruppen Berjaya Group meldt ud, at de trækker deres ansøgning til projektet om at bygge et luksushotel i Kolonihavnen i Nuuk. Et omdiskuteret projekt, der har fået både borgere og politikere op af stolen.

Men selvom byen borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) har været fortaler for hotelprojektet, tager hun nyheden roligt.

LÆS OGSÅ Der bliver ikke noget luksushotel i Kolonihavnen i Nuuk

- For det første respekterer jeg deres (Berjaya Group red.) valg, og jeg er glad for, at de har taget borgernes mening til sig. Det viser også bare, at de respekterer vores befolkning og vores kultur. Så det er fint med os, siger borgmesteren.

Ideen til et hotel på havnen stammer fra 2011

Berjayas repræsentant i Nuuk Alex Tan har fortalt KNR, at han er overrasket over den manglende opbakning til beliggenheden, fordi kommunen selv har anbefalet hotelkæden at bygge netop dér.

Charlotte Ludvigsen forklarer, at man tilbage i 2011 havde en konkurrence om forslag til, hvordan man kan udvikle Kolonihavnen, og at beliggenheden er meldt ud fra forvaltningen på den baggrund.

LÆS OGSÅ Viceborgmester imod byggeri af luksushotel i Nuuk

- Men så vidt vi kan se, så er borgerne imod det. Derfor synes jeg, at nu skal vi finde en ny beliggenhed, som kan tilgodese alle, siger hun.

Grønland er det nye sort i Asien

Alex Tan ved endnu ikke, hvor hotellet skal ligge, men han understreger, at Grønland er af stor interesse for hotelkæden, selvom de nu skal starte forfra med projektet i Nuuk. Berjaya Group mener nemlig, at Arktis har stort potentiale for turistindustrien i Asien.

Borgmesteren håber på at finde en ny beliggenhed til hotellet i centrum af byen.

- Lige nu er Berjaya gået i gang med at kigge på kommuneplanstillæget. Nogle af de ting, vi godt kunne tænke os er, at det kommer til at være et sted i midtbyen, hvor det ligger i tråd med andre hoteller, siger hun.