Borgmester sad med den afgørende stemme

Storkommunen i nord forbliver stor - indtil videre i hvert fald. Samtlige partier i Qaasuitup Kommunias kommunalbestyrelse stillede i aftes sine medlemmer frit i spørgsmålet, og derfor trådte splittelsen tydeligt frem, da det snævrest mulige flertal nedstemte forslaget om en opdeling.
Skrevet af Oline I. Olsen
14. juni 2012 11:54

Der var sandt drama under afstemningen om kommunens fremtid i går aftes på hotellet i Uummannaq, hvor kommunalbestyrelsen havde lagt sit møde.

Alle som en var på forhånd stillet frit af deres partier, til at stemme for eller imod storkommunen, alt efter personlig holdning.

Og de viste sig - måske ikke overraskende - at være vidt forskellige, og det endda inden for samtlige partier.

Det endte med nærmest dødt løb mellem stemmerne, som både blev afgivet i selve mødelokalet og over telefon, og til det sidste var der usikkerhed om, hvordan resultatet vil blive.

Lige indtil borgmester Jess Svane, der ikke havde blandet sig i debatten mellem blandt andre hans uenige partifæller, afgjorde afstemningen med sin håndsrækning for en storkommune.

Og det blev altså til det snævrest mulige flertal for en storkommune, hvor 11 kommunalbestyrelsesmedlemmer stemte for og 9 imod.

Kristian Jeremiassen fra Siumut, der oprindeligt stillede et forslag om at splitte kommunen op, er skuffet.

-Der er en stor afstand mellem de folkevalgte og vælgerne, siger han og forklarer, at et tydeligt flertal af borgerne under de netop afsluttede høringer i hele kommunen har ønsket en opdeling.

Kristian Jeremiassen føler sig overbevist om, at opdelingen vil blive en realitet, når nye kommunalbestyrelsesmedlemmer kommer til i 2013.  

Anderledes lyder det fra hans partifælle Bernhardt Olsen, der stemte for at bevare storkommunen; han er overrasket over, hvor tæt afstemningen blev.

-Men, vi vandt i går, siger Bernhardt Olsen og forklarer at kommunen bør lave bedre oplysningskampagner om kommunens udvikling. Storkommunen har ifølge ham høstet ikke så ringe resultater i sine første leveår.

-Vi har opnået overskud, som gør at vi er i stand til at afdrage vores gæld, siger Bernhardt Olsen fra Siumut.

Sådan stemte de:

For at bevare storkommunen:
Ane Lone Bagge            (D)
Abel Karlsen                   (K)
Peter Olsen                   (IA)
Bendt B. Kristiansen  (IA)
Timooq Mølgaard        (A)
Bernhardt Olsen          (S)
Apollo Mathiassen      (S)
Otto Jeremiassen        (S)
Jess Svane                      (S)
Villads Korneliussen    (S)
Isak Hammond             (IA)

For at splitte kommunen op:
Kristian Jeremiassen (S)
Ole Zeeb  (K)
Palle Jerimiassen   (S)
Knud Kristiansen (A)
Jens Danielsen (S)
Edvardt Kristiansen (IA)
Enok Sandgreen (S)
Naja Petersen (A)
Hans Aronsen (IS)