Borgmester om Tasiilaq: Nu skal vi prøve at få skabt ro

Gentofte Kommune vil ikke længere lade sine skoleelever overnatte privat, når de er på udveksling i Tasiilaq.
Borgmester Charlotte Ludvigsen (IA). Foto: KNR
Det er vigtigt at fortsætte indkvarteringsaftalen med Gentofte Kommune, mener Charlotte Ludvigsen (IA). Foto: KNR Foto © : KNR
01. oktober 2019 10:55

- Det er selvfølgelig beklageligt. Men vi må respektere og acceptere deres beslutning.

Det siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen (IA) på dagen, hvor Gentofte Kommune oplyste, at de ikke længere vil lade skolebørn på udveksling overnatte privat i Tasiilaq.

- Nu vil vi se på, hvordan vi kan bidrage til at skabe ro om den nye situation, siger Charlotte Ludvigsen.

Gentofte Kommune har hvert år siden 1990 sendt cirka 30 skolebørn fra 5. klasse på udveksling til Tasiilaq, som de er venskabsby med.

Indtil nu har de danske børn været indkvarteret privat, men efter flere historier om omfattende seksuelle overgreb mod grønlandske børn i Tasiilaq dropper Gentofte Kommune nu den private indkvartering af danske skolebørn. 

Blandt andet viser en ny rapport fra Grønlands Politi, at de fra 2014 til 2018 modtog 191 anmeldelser om seksualforbrydelser mod børn og unge i byen.

LÆS OGSÅ Hjælp til grønlandske børn, ligeløn og Grønland på verdenskortet

Piger mellem 10 og 14 er særligt udsatte, og gerningspersonerne er især mænd fra 15 til 30 år. Den forurettede er i gennemsnit 11 år på gerningstidspunktet.

Det svarer til 40 nye sager hvert år - og der bor cirka 3.000 indbyggere i Tasiilaq og bygderne. 

- Det er svært at lade som om, at den her viden ikke eksisterer. Så vi synes ikke, at vi kan stå på mål for at fortsætte indkvarteringen, siger Gentoftes kommunaldirektør, Torben Frølich, til Radio24Syv.

Beslutningen må ikke stemple alle

Ifølge både kommunaldirektøren og Charlotte Ludvigsen har der aldrig været misbrugssager eller bekymring for indkvarteringen i de knap 30 år, som udvekslingen har foregået.

Stempler det ikke Tasiilaq, at Gentofte Kommune har taget sådan en beslutning?

- Vi håber selvfølgelig ikke, at det stempler alle. For der er også mange velfungerende familier i Tasiilaq, siger Charlotte Ludvigsen.

Derfor er det også meget vigtigt, at aftalen om udveksling med Gentofte fortsætter, siger borgmesteren.

LÆS OGSÅ Efter overgreb: Gentofte-børn må ikke længere bo hos grønlandske familier

- For vi ved, at det er godt for børnene, for kulturudveksling og sprogligt, siger hun.

Kommunen forsøger nu at finde en løsning for de kommende udvekslingselever fra Gentofte, siger Charlotte Ludvigsen.

- Lige nu arbejder vi på at finde ud af, hvilke indkvarteringsmuligheder vi har. Og vi har muligvis fundet en hal, som vi kan tilbyde.