Borgmester kræver prisstigninger annulleret

Borgmesteren i Kommune Kujalleq, Simon Simonsen, forlanger at Nukissiofiit straks ophæver varslet om prisstigninger på el i Qaqortoq og Narsaq samt vand og varme i Qaqortoq. Nukissiorfiit afviser regelbrud, men medgiver at et længere varsel vil være mere optimalt.
12. december 2011 10:12

Nukissiorfiit meddelte onsdag den 7. december, at de per 1. januar hæver prisen på el i de to byer med 1 krone og 17 øre per kilowattime. Begrundelsen er omkostninger i forbindelse med opsætning af fjernaflæsningsmålere og omkostninger til den verserende voldgiftssag om opførelsen af vandkraftværket i Qorlortorsuaq.

Men netop den sidste del af begrundelsen køber Simon Simonsen ikke.

- Når voldgiftsagen ikke engang er afgjort endnu, synes vi i Kommune Kujalleq ikke det er rigtigt, at man på forhånd begynder at kræve penge ind for udgifterne til sagen, siger Simon Simonsen.

Han mener, at loven er på kommunens side i dette spørgsmål.

- Vi har haft vores kommunale jurist til at kigge på det, og han har vurderet, at de nok ikke kan gøre det, fortsætter borgmesteren.

Voldgiftssagen, som der er tale om, blev anlagt af Entreprenørselskabet Pihl og Søn mod Nukissiorfiit tilbage i 2009 og er altså således trukket i langdrag.

Nukissiorfit fastslår, at de handler fuldstændig efter reglerne, når de dækker deres løbende sagsomkostninger ved at forhøje forbrugspriserne i det pågældende område.

- De omkostninger, der er i forbindelse med sagen, skal i henhold til den bekendtgørelse der findes tillægges det omkostningsniveau der er i Qaqortoq og Narsaq, og dermed bliver de en del af priserne, siger energidirektør hos Nukissiorfiit, Henrik Estrup.

Men borgmesteren er også utilfreds med, at prisstigningerne først bliver varslet efter kommunen har lagt næste års budget.

-Nu har vi jo i kommunerne netop færdiggjort vores budgetter for næste år. At vi så lige efter skal have et varsel om, at man vil lave sådan nogle gevaldige prisstigninger på el, som jo slet ikke er indregnet i vores budget, synes vi også er alt, alt for dårligt, lyder det fra Simon Simonsen.

Og Henrik Estrup medgiver at det ikke er hensigtsmæssigt.

- Det optimale var selvfølgelig, hvis vi kunne melde priserne ud allerede i august, således at man kunne indregne dem i budgetterne, men det er simpelthen ikke muligt sådan som systemet er nu.

For energiselskabet er i den sammenhæng nødt til pænt at vente på politikerne.

- Vi er i den situation, at vi er nødt til at afvente den endelig beslutning om Finansloven. Først da den var på plads, kunne vi lægge vores endelig budget, siger energidirektøren, der gerne vil understrege at prisforhøjelserne i de to sydgrønlandske byer kun bringer dem op på niveau med det øvrige Grønland.

- I Qaqortoq og Narsaq har man jo sidste år betalt en meget lav takst på kun 2,16 kroner. Så der er altså ikke tale om, at de kommer til at betale mere end alle andre, men at de kommer til at betale det samme som alle andre. Ikke desto mindre er det selvfølgelig en stor stigning for borgerne i Qaqortoq og Narsaq. Det har vi fuld forståelse for, udtaler Henrik Estrup.

Prisen på vand bliver per 1. januar 3 kroner og 17 øre højere i Qaqortoq, mens den falder med 77 øre i Narsaq.

Voldgiftssagen er ikke endellig berammet endnu, men forventes ifølge Henrik Estrup at blive kørt i løbet af 2012.