Borgmester: Hvor er politiet i Sisimiut om natten?
- Vi er blevet oplyst om, at politiet ikke har nattevagter til patruljering i weekenderne. Hvad er årsagen til det? Er det fordi, der ikke er nok betjente i Sisimiut? Og arbejder man på at øge antallet, hvis det er tilfældet?
Sådan lyder en harsk kritik fra Malik Berthelsen (Siumut), der er borgmester i Qeqqata Kommunia.
Ifølge ham er folk i Sisimiut nemlig utrygge og har været det ”i længere tid som følge af voldsepisoder udøvet i en årrække”.
Voldsomt overfald
Senest blev en 16-årig dreng udsat for et groft overfald i sidste weekend. Det skete på åben gade i Sisimiut, og drengen blev efter overfaldet fløjet til Rigshospitalet i Danmark, fordi han blev så hårdt kvæstet.
Politiet har siden de fik anmeldelsen efterforsket sagen, og tirsdag efterlyste de vidner til overfaldet på Facebook.
Torsdag formiddag blev en 27-årig mand fremstillet, sigtet for overfaldet og tilbageholdt i fire uger. Om det er en henvendelse fra et vidne, der har fået politiet på sporet af den 27-årige, ville politikommissær Karl Jørgen Lennart ikke sige noget om torsdag efter fremstillingen.
Utrygge borgere
Men nu er det altså blevet nok for byens borgmester, der deler sin frustration i et åbent brev.
- Som de fleste ved, så sker uroligheder og voldsepisoder om natten i weekenderne. Derfor mener vi, at det er vigtigt og nødvendigt for borgernes tryghedsfølelse, at politiet er mere synlige i bybilledet om natten, siger Malik Berthelsen i brevet.
- Borgerne i Sisimiut er trætte af at føler sig utrygge ved tilbagevendende hændelser. Derfor kræver vi, at der ihærdigt og snarest arbejdes på at gøre politiet mere synlige i bybilledet om natten, skriver han i brevet.
Grønlands Politi: Vi drøfter gerne - men ikke i medierne
Politidirektør Bjørn Tegner Bay siger i et skriftligt svar til KNR:
- Jeg deler borgmesterens bekymring over antallet af voldstilfælde – ikke kun i Sisimiut, men i hele landet.
- Der patruljeres i Sisimiut om natten. Det er rigtigt, at der ikke er døgnbemandet på politistationen, hvorfor patruljeringen ikke foretages konstant. Det er kun i Nuuk, der er døgnbemanding og dermed personale sat af til fast patruljetjeneste. I andre byer end Nuuk rykker politiet ud fra politifolkenes private bopæle, når der sker anmeldelse til politiet eller når politiet selv vurderer det er nødvendig.
- Både politiets ledelse i Sisimiut og jeg vil gerne indgå i endnu tættere drøftelser om, hvordan kommunen ser på, at vi i fællesskab kan bekæmpe vold og utryghed i nattelivet – herunder omfanget af politiets patruljering. Dette mener jeg dog bør håndteres direkte mellem kommunen og politiet – og ikke via pressen.