Borgmester chokeret over afgørelse fra Tilsynsrådet
- Jeg er chokeret over deres afgørelse.
Sådan siger borgmester Charlotte Ludvigsen, efter at Tilsynsrådet definitivt har forbudt Kommuneqarfik Sermersooq at bruge en omstridt praksis, der har skaffet 416 boliger i Nuuk.
Det har kommunen gjort ved at indgå erhvervslejeaftaler med private bygherrer for at genudleje boliger via kommunens eget boligselskab Iserit A/S.
LÆS OGSÅ Tilsynsråd giver det røde kort til Kommuneqarfik Sermersooqs boligpraksis
Men udgifterne til erhvervslejeaftalerne er større end indtægterne fra beboernes husleje, og sådan en model strider mod kommunalfuldmagsreglerne. Det har Tilsynsrådet, der fører tilsyn med kommunerne, slået fast.
Derfor har rådet sat en definitiv stopper for kommuneqarfik Sermersooqs boligpraksis. Men den afgørelse kræver flere oplysninger end den pressemeddelelse, som Tilsynsrådet har sendt ud, mener borgmesteren.
- Jeg vil gerne vide, hvad deres grundlag er for afgørelsen. Jeg har ikke set andet en pressemeddelelsen, så jeg venter spændt på, hvad der har været grundlag for beslutningen, siger hun.
Sagen har haft konsekvenser
Rådet konkluderer desuden, at borgmesteren i kommuneqarfik Sermersooq i tre tilfælde har tiltrådt erhvervslejekontrakter uden at have sikret, at der var den fornødne godkendelse i Økonomiudvalget.
Til det siger Charlotte Ludvigsen.
- Jeg vil gerne sige, at det er funktionen "Borgmesteren", der er tale om. Vi har efterfølgende taget det op i Økonomiudvalget, hvor vi har lovliggjort dem, og det har selvfølgelig haft nogle konsekvenser, som vi har måtte tage bagefter, siger hun og uddyber:
- Jeg kan ikke sige så meget end at sige, at vi har lovliggjort det, og det har haft nogle konskevenser, som vi har taget bagefter. Andet kan jeg ikke sige.
Efterlyser redegørelse
Charlotte Ludvigsen har tidligere givet udtryk for, at kommunen er parat til at tage sagen videre i kredsretten, hvis afgørelsen fra Tilsynsrådet ville gå kommunen imod.
LÆS OGSÅ Borgmester før behandling af betændt boligsag: Nu har vi ventet længe nok
Så hvad er kommunens standpunkt nu efter afgørelsen fra Tilsynsrådet?
- Vi vil gerne bede om en redegørelse fra Tilsynsrådet om, hvad der har været grundlaget for deres beslutninger, og så tror jeg, vi kan arbejde efter det, siger Charlotte Ludvigsen.
Tilsynsrådets afgørelse får ikke nogen direkte konsekvenser for beboerne i de 416 lejemål, som altså fortsat kan blive boende. Det har sekretariatet fra Tilsynsrådet oplyst til KNR.