Borgmester Avaaraq Olsen tager ikke til Tasiilaq: Der er ikke plads

Kommunen har prioriteret at sende en sagkyndig til piteraq-ramte Tasiilaq i stedet for en politiker.
- Jeg skal desværre ikke med til Tasiilaq, siger Avaaraq Olsen. Foto © : KNR
27. september 2022 16:02

- Jeg skal desværre ikke med til Tasiilaq. Det har ellers været rigtig vigtigt for mig, at der kommer en politiker med, men der har simpelthen ikke været transportforbindelser for mig, til at jeg kan komme afsted.

Sådan siger borgmester i Kommuneqarfk Sermersooq Avaaraq Olsen (IA).

Lørdag nat blev Tasiilaq ramt af piteraq, som påførte mange materielle skader på huse, biler og både i byen. Heldigvis kom ingen personer til skade.

I dag rejser Kalistat Lund (IA), som er naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, til Tasiilaq. Det fortalte han til KNR mandag, men der kommer ingen politikere fra kommunen.

LÆS OGSÅ Partier støtter hurtig katastrofehjælp til Tasiilaq

- Vi har også spurgt første viceborgmester Justus Hansen, om han kan være med på den her tur, men han sidder også fast i Nuuk og kommer først afsted senere, siger Avaaraq Olsen.

Sender en sagkyndig

Derimod sender kommunen Rudi Birkedal, som er anlægschef i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Vi har prioriteret, at en sagkyndig fra bygge- og anlæg kommer hurtigst muligt til Tasiilaq for at bistå personalet i Tasiilaq med at få afrapporteret de materielle skader. Det har vi prioriteret, fordi der er yderligere stormvarsel på vej, og vinteren står for døren, siger borgmesteren.

Foruden Rudi Birkedal arbejder kommunalafdelingen i Tasiilaq allerede hårdt på at rapportere og udbedre skaderne i byen.

Områdechefen i Tasiilaq, Hjørdis Viberg, sagde mandag til KNR, at førsteprioriteten var at få lukket hullerne i tagene rundt omkring, så folk kunne være i deres huse.

LÆS OGSÅ Oprydningsarbejdet er i gang i Tasiilaq: Vi har lidt travlt

Desuden samlede de borgerne i går aftes til at snakke om weekendens oplevelser, da mange var berørte. 

- Derudover har vi i forvejen meget dygtige folk i Tasiilaq, som har stået for den menneskelige håndtering og krisehjælp til borgerne, siger Avaaraq Olsen.

Begrænsede antal pladser

Borgmesterens begrundelse for ikke at rejse til Tasiilaq nu er på grund af manglende transportmuligheder.

Hun kan ikke bekræfte, hvorvidt hun rejser til den Østgrønlandske by på et senere tidspunkt, når der er pladser.

Til spørgsmålet om, hvordan det er muligt for Rudi Birkedal at komme afsted, men ikke for borgmesteren selv, svarer hun:

- Der er jo begrænserede antal pladser.

Klokken 13 i dag var der flere end fem ledige pladser til Østgrønland tirsdag eftermiddag på Air Greenlands hjemmeside. Dog var de alle med en overnatning i Kulusuk, inden afgang til Tasiilaq i morgen.