Bolig-kritiker vil vælges i Sermersooq

En af hovedstadens skarpeste kritikere af boligmassen går nu efter at blive valgt ved kommunalvalget 4. april.
Foto © : Demokraterne
Skrevet af Jonas Fievé
31. januar 2017 10:30

Lotte Sara Rasmussen fra Demokraterne har tidligere kritiseret det offentlige for at kigge den anden vej, mens boligerne i Nuuks gamle blokke forfalder. Derfor vil hun nu vælges til kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, skriver Demokraterne i en pressemeddelelse.

Demokraternes nye kandidat bor selv på Radiofjeldet, og har henover efteråret prøvet at skabe opmærksomhed om boligsituationen i byens gamle blokke ved blandt andet at samle protestunderskrifter sammen med den lokale beboerforening.

Men nu vil hun også tage kampen op i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, hvis hun altså bliver valgt, når indbyggerne i hovedstadskommunen sammen med resten af landet skal til stemmeurnerne til april.

- Det er tid til, at nogen tager ansvar og tjekker op på, hvem der har ansvaret for hvad, og hvordan de mange lejeindtægter bliver forvaltet. Jeg vil være en vagthund i det kommunale system, siger Lotte Sara Rasmussen i pressemeddelelsen.

Hvis det lykkedes for Demokraternes nye kandidat at komme ind, vil hun gå efter en plads i Anlægs- og Miljøudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq.