Bog om selvmord på Grønland i handlen

Den østrigsk-koreanske forfatter Anna Kim, der sidste år skrev en roman om selvmord i Grønland, kan nu også læses på dansk. Romanen, der er inspireret af en bølge af selvmordforsøg i Tasiilaq i 2008, følger 11 personer, der samme nat i en lille østgrønlandsk by alle tager deres eget liv.
Skrevet af mlk
30. august 2013 11:06

Romanen Anatomie einer Nacht er netop udkommet på forlaget Tiderne Skifter under titlen En nat i Grønland. Bogen har på tysk høstet store roser fra anmelderne, og senest i avisen Information, der sammenligner den med kult-tv-serien Twin Peaks.

Anna Kim har tilbragt to måneder i Grønland, blandt andet i Tasiilaq og Kuummiut, hvor hun udførte hun research til bogen. Hun talte med unge om deres liv, drømme, interesser og forsøgte at få en smag af livet i Østgrønland. Men selv om emnet for bogen er dystert, er budskabet det ikke.

- Min bog handler ikke om døden, det er i høj grad en bog om livet, har hun tidligere sagt til KNR.

Forlaget Tiderne Skifter håber, at bogen også vil vække interesse hos de grønlandske boghandlere, så den vil blive at finde i handlen i Grønland.