Narsaq-borgere er splittet: Bør retssagen være åben for offentligheden?

Retssagen mod den 20-årige mand, som er sigtet for at skyde mod passagerer sidste onsdag, foregår bag dobbeltlukkede døre. Og det deler vandene blandt borgerne i Narsaq.
Hans Josenius bor i Narsaq, og han respekterer rettens beslutning om dobbeltlukkede døre. Foto © : KNR
27. marts 2023 15:27

To personer blev ramt af skud, mens tre personer blev såret, da en mand sidste onsdag skød mod passagerer i en helikoptor, der netop var landet i heliporten i Narsaq. Alle er uden for livsfare, oplyste Grønlands Politi onsdag.

En 20-årig mand blev anholdt, og fredag i sidste uge blev han fremstillet i Kujalleq Kredsret i Qaqortoq, hvor dommeren imødekom anklagemyndighedens begæring om dobbeltlukkede døre.

Anklagemyndigheden begærede under fremstillingen dobbeltlukkede døre på grund af sagens alvorlige karakter, og fordi efterforskningen kun lige er begyndt.

- Det har jeg ikke noget imod. Det kan være at anklager og forsvarer har besluttet det for at opnå de bedste resultater i deres arbejde, siger Hans Josenius, der bor i Narsaq.

Dobbeltlukkede døre betyder, at selve forhandlingen om, hvorvidt en sag skal foregå bag lukkede døre også foregår bag lukkede døre.

Dermed har offentligheden ikke adgang til fremstillingen og får derfor heller ikke kendskab til, hvilken sigtelse der er tale om, eller hvordan den 20-årige har forholdt sig til den.

Men i udgangspunktet er lovgivningen indrettet efter, at offentligheden skal have mulighed for at få viden om de sager, der kommer for domstolen.

Sagen bør være åben for alle

Karen Isaksen, der også bor i Narsaq, er berørt af hændelsen og føler sig stadig utryg.

Hun mener, at det er ens ret som borger at kunne følge med i fremstillingen, så der kan blive kastet lidt mere lys over sagen.

- Jeg mener, det er vigtigt, at der kommer klare forklaringer ved en åben fremstilling, siger hun og fortsætter:

- Selvom det er sket for flere dage siden, så er det stadig ikke betryggende, og derfor mener jeg, at sagen bør være åben for offentligheden.

Fremstillingen foregik over video

Da den 20-årige sidste fredag blev fremstillet i Kujalleq Kredsret i Qaqortoq foregik det over et videolink. Manden selv var i Narsaq, mens hans forsvarer opholdte sig i Nuuk. Det betød, at det kun var dommeren og anklageren, der var fysisk tilstede i kredsretten bag dobbeltlukkede døre.

Og selvom hverken den sigtede eller hans forsvarer kunne være fysisk til stede, så mener de berørte borgere i Narsaq stadig, at forsvar er en demokratisk ret:

- Enhver har selvfølgelig ret til forsvar, det er selvfølgelig en tragisk hændelse, men han har ret til en forsvarer, siger Hans Josenius.

- Hvis vedkommende er psykisk syg, så må der ske en nøje sagsbehandling, siger Karen Isaksen.