Ekspert: Blåstempling af færøsk forfatningsforslag kan vise vejen
Færøerne har flere gange forsøgt at få Justitsministeriets godkendelse af et forslag til en forfatning for øerne.
Det er nu lykkedes, og det kan vise vejen for de grønlandske politikere i forfatningskommissionen, som ifølge kommissoriet fra Naalakkersusiut skal udarbejde et forfatningsforslag i to tempi.
- Hvis man ønsker at lave en forfatning i to tempi, så er her en mulighed hvor man i hvert fald kan få lov til at få vedtaget en forfatning med større eller mindre retsvirkning, siger forfatningsekspert og tidligere adjunkt ved Ilisimatusarfik, Jens Wendel-Hansen.
LÆS OGSÅ Forslag til forfatning er godkendt og klar til afstemning
Færøernes forslag er blevet blåstemplet af Justitsministeriet, fordi der i forfatningens indledning står, at den ikke ophæver forfatninger, der allerede gælder for Færøerne.
Og den løsning kan også fungere i grønlandsk sammenhæng, mener Jens Wendel-Hansen.
- Det her det vil være en måde hvorpå man også kan få lavet en grønlandsk forfatning, som kan eksistere samtidig inden under grundloven, siger han.
LÆS OGSÅ Forfatningskommissionen besøger Island
Kan skabe usikkerhed
Samtidig advarer eksperten dog også mod Færøernes fremgangsmåde. Der er nemlig den ulempe ved forslaget, at det er uklart, om alle paragrafferne er i overensstemmelse med Grundloven, som var Justitsministeriet anden oprindelige indvending.
Det kan forårsage usikkerhed:
- Den er farlig på den vis, at den efterlader en hel masse retslige uklarheder, siger han.
Ifølge Naalakkersuisuts kommissorium skal forfatningskommissionen udarbejde et forfatningsforslag i to tempi.
Men formand for forfatningskommissionen, Vivian Motsfeldt, siger, at en enig kommission arbejder på at lave et forfatningsforslag i et tempo, altså en der først skal gælde når Grønland bliver en stat.
Derfor siger hun, at hun kun kan tage det til efterretning, at færingernes forslag til en forfatning er blevet blåstemplet.
Det færøske forfatningsforslag skal nu behandles i Lagtinget, og det forventes at komme til folkeafstemning i 2018.
LÆS OGSÅ Forfatning kan sætte bloktilskuddet på spil