Besparelser skal redde finanslovens balance

Naalakkersuisoq for Finanser, Maliina Abelsen, har overbragt sit endelige og reviderede finanslovsforslag for 2012 til Inatsisartuts Finansudvalg. Og det indebærer tilsyneladende besparelser for ekstra 20 millioner kroner.
12. november 2011 11:39

Siden den politisk ansvarlige for landets finanser, Maliina Abelsen, tidligere på ugen måtte opgive at vinde opbakning til forslaget om at fordoble lotteriafgiften, har der manglet omkring 20 millioner for at opnå den ønske balance i budgettet.

Men Maliina Abelsen bekræftede i går over for KNR, at de nu er fundet. Og at de består i besparelser - ikke i flere eller højere afgifter. Præcis hvor, Naalakkersuisut ønsker at skære, kan vi dog endnu ikke få oplyst.

En af de afgifter, som med så godt som sikkerhed vil blive forhøjet næste år, er på emballage til indførte drikkevarer. Det vil indbringe anslået 10 millioner.

Koalitionen stemte i går forslaget videre til endelig behandling mandag, og konkret vil afgiften på al importeret drikkevareemballage undtagen drikkevarer fremstillet på basis af mælk blive forhøjet med op til 100 procent.

Det er dog ikke med Siumutternes velsignelse. Formand Aleqa Hammond mener, at man herved 'tømmer folks lommer uden at de får noget igen'.

Men spørgsmålet er som sagt stadig, hvem Maliina Abelsens sparekniv kommer til at ramme, når de sidste 20 millioner skal hentes hjem.

Demokraterne foreslog under debatten om emballageafgiften, at et oplagt sted at finde de manglende penge på Finanslovsbudgettet er ved at skære i tilskuddene til ICC, Great Greenland og i indhandlingstilskuddet.

Inatsisartut har ellers i denne uge vedtaget at give ICC en tilskudsbevilling på 700.000 kroner næste år, efter Naalakkersuisut i første omgang lagde op til at beskære tilskuddet med knap en million.

Hvad angår Great Greenland meddelte de lige inden sidste hånd var lagt på første finanslovsforslag, at de ikke behøvede kapitalindskud fra Selvstyret. Men så ændrede de pludselig mening og bad om 12 millioner kroner. Naalakkersuisut foreslår nu, at selskabet får 8 millioner.

Demokraterne nåede dog også dårligt at remse partiets sparebud højt i Inatsisartut-salen, før ordfører og finansudvalgsformand Anda Uldum slugte positioneringen med konstateringen af, at man med sine fire mandater umiddelbart er langt fra et flertal.

Men om det store regnestykke går op - og hvordan, får vi at vide på tirsdag på Efterårssamlingens sidste dag, hvor næste års Selvstyre-budget skal vedtages.