Alaska Berømt hundeslædeløb ramt af doping

Det sagnomspundne Iditarod-hundeslædevæddeløb i Alaska er blevet ramt af noget, der muligvis er en dopingskandale.
Skrevet af Karsten Sommer
19. oktober 2017 09:06

Eet af holdene i verdens mest berømte løb for slædehunde, havde ihvertfald inden dette års konkurrence tilbage i marts, fået andet end hundefoder i madskålen.

Arrangørerne af løbet oplyser, at adskillige slædehunde er blevet testet positiv for det ulovlige stof, Tramadol, som er et smertestillende lægemiddel.

Hundene blev testet, efter at de havde krydset målstregen i det næsten 1600 kilometer lange løb i marts.

Både op til og under selve løbet bliver de forskellige hundespand testet efter tilfældighedsprincippet.

Men samtidig opretter deltagerne i ugerne inden løbet går i gang, depoter med foder til hundene langs hele ruten.

Og det er her hundefoderet muligvis er blevet tilsat tramadol, mener flere deltagere.

Arrangørerne begyndte at teste slædehunde for forbudte midler i 1994, men det er første gang i løbets historie, at hunde er testet positiv for ulovlige stoffer.