Bekymring om Grønlands hvalkvoter

Som det ser ud lige nu står Grønland uden nogen fangstkvote på store hvaler fra nytår. Tidligere på året nedstemte den internationale hvalfangstkommission IWC det grønlandske ønske om at øge landets kvote, og efterlod dermed Grønland helt uden kvote.
10. december 2012 07:37

Men Naalakkersuisut forsikrer, at de nok skal nå at få fastsat en kvote for store hvaler i det kommende år.

De har nu sendt samme kvoteforslag, som tidligere blev stemt ned, i høring blandt IWC's medlemslande. Forslaget lyder på 178 vågehvaler, 10 pukkelhvaler, 19 finhvaler, samt 2 grønlandshvaler i Vestgrønland og 12 vågehvaler i Østgrønland.

Ifølge Naalakkersuisut overholder kvoten den nyete anbefaling fra IWC's Videnskabelige Komité og de gældende regler for oprindelige folks hvalfangst.

Og Fisker- og fangerorganisationen KNAPK bakker op om Naalakkersuisuts forslag.

- Vores opfattelse er, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved brugerdemokrati i forvaltningen af de levende ressourcer, og især i hvalfangstspørgsmål er det meget vigtigt, at det internationale samfund og dets regeringer i stedet for forbud, arbejder for, at indlevelse, viden og mellemfolkelig tolerance skal være vejen frem i dette vigtige internationale samarbejde, siger KNAPK´s formand Leif Fontaine.