Bedre forhold for kriminelle

IA's folketingsmedlem Sara Olsvig har kaldt justitsminister Morten Bødskov i samråd om de kritiske forhold på de åbne anstalter i Grønland og om forberedelserne til den kommende lukkede anstalt. Det finder sted tirsdag den 29. maj på Christiansborg.
23. maj 2012 16:42

Samrådet holdes tirsdag i næste uge i Folketingets Grønlandsudvalg og Retsudvalg et. IA’s folketingsmedlem Sara Olsvig har indkaldt ministeren til samrådet som kommer til at handle om forholdene for anstaltsbetjente på de åbne anstalter i Grønland, om forberedelserne til den kommende lukkede anstalt samt om den generelle standard på anstalterne.

Gennem de seneste fem måneder har Sara Olsvig afsendt en lang række spørgsmål om forholdene på anstalterne, og senest er otte forberedende spørgsmål sendt til justitsministeren i håb om, at samrådets udfald bliver så konstruktivt som muligt.

Blandt andet har Sara Olsvig spurgt, om justitsministeren kan bekræfte, at justitsområdet løbende skal tilpasses den danske standard på området. På anstaltsområdet er det velkendt, at der er en stor forskel på standarden i Grønland og Danmark. Specielt har Sara Olsvig krævet forbedringer af resocialiserings- og beskæftigelsesmulighederne i Grønlands åbne anstalter.

For at faktiske forbedringer på de forskellige områder kan ske, skal der tilføres økonomiske midler. Med samrådet ønsker Sara Olsvig derfor at få et overslag fra justitsministeren på, hvad det vil koste at forbedre uddannelsen af de grønlandske anstaltsbetjente.

Siden folketingsårets start har Sara Olsvig prioriteret arbejdet med kriminalforsorgen og anstalterne i Grønland, og hun har anbefalet Grønlandsudvalget at have anstalterne som et af emnerne på udvalgets kommende rejse til Grønland.