BankNordik melder om et godt regnskab og faldende renter

Det går ganske glimrende for BankNordik, som i dag har offentliggjort regnskabet for tredje kvartal af 2024.
Foto © : Thor Bill / KNR
31. oktober 2024 12:08

Regnskabet for tredje kvartal af 2024 fra BankNordik, som er offentliggjort i dag, tyder på gode dage. 

Den grønlandske del af forretningen bidrog med 32 millioner kroner, mens det samlede resultat lød på 119 millioner kroner før skat. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra BankNordik.

Driftsresultatet er forbedret sammenlignet med andet kvartal, og forretningen vokser, da både penge indsat i banken og lån til kunderne er steget.

Ledelsen regner med en fortsat positiv udvikling resten af året, og forventningerne ved årets udgang er et resultat efter skat på mellem 275 og 300 millioner kroner.

- Renteniveauet er faldende, og markedet forventer endnu flere rentenedsættelser i den kommende periode. Det vil gøre det lettere for familier, som har mærket et økonomisk pres grundet rentestigninger de sidste par år. Men generelt har vores kunder det godt, og det afspejles i tilbageførte nedskrivninger i kvartalet, siger Turið F. Arge, som er administrerende direktør i BankNordik.

Nyt navn afsløres snart

BankNordik besluttede tidligere i år, at tiden var inde til at finde et lokalt forankret navn til forretningen i Grønland.

I den forbindelse blev alle grønlændere inviteret til at deltage ved at indsende forslag til et nyt navn til banken. Det er blevet til mere end 3.000 navneforslag, og efter planen vil det udvalgte navn blive afsløret inden årets udgang.

Vi er både overvældede og taknemmelige for, at der er så mange, der har haft lyst til at skabe vores nye navn i Grønland sammen med os. Det er et engagement, der forpligter, og som vi vil arbejde ihærdigt for at leve op til i relationen med vores kunder og samfundet som helhed, siger Turið F. Arge.