‘Julehilsen til Grønland’ er sendt for sidste gang
Sidste års ‘Julehilsen til Grønland’ blev det sidste. Det offentliggjorde DR torsdag morgen. Det traditionsrige show er nemlig ikke med på listen over programmer, som DR sender i juledagene i 2024.
Programmet blev sendt første gang tilbage i 1932, hvor det udkom i en radioudgave. Og sådan blev det sendt i 50 år, inden det overgik til TV i 1983, skriver DR.
Begrundelsen for, at der ikke længere skal sendes julehilsner til os, er, at programmet ikke længere er tidssvarende.
- Programmet var skabt til en anden tid, hvor danskere og grønlændere ikke var så forbundne og havde de teknologiske muligheder for at skabe kontakt med hinanden, som de har i dag, siger DR’s redaktionschef Gustav Lützhøft fra DR Kultur, Debat & Musik i DR's artikel.
Dækker stadig Rigsfællesskabet
Selvom ‘Julehilsner til Grønland' stopper, forsikrer redaktionschefen, at DR’s dækning af rigsfællesskabet forbliver intakt. Og faktisk måske i højere grad end nu.
- Ved lukning af ’Julehilsen til Grønland’ har vi fremover flere muskler til løbende at dække de mange nye vinkler og perspektiver, der er på Rigsfællesskabet, og det, synes jeg, er en mere nutidig løsning, siger Gustav Lützhøft.
Det hele startede i 1932, hvor erhvervsleder i Kangersuatsiaq ved Upernavik, Andreas Lund-Drosvad, skrev til Statsradiofonien om hvorvidt, ”Stationen hen under jul en nat eller to kunne sende gratis julehilsner fra forældre og slægtninge fra Danmark til pårørende heroppe".