Bagger og Samuelsen ser frem til Pompeo-besøg

USA's udenrigsminister Mike Pompeo besøger Grønland på næste torsdag, den 9. maj.
Besøget i Grønland vil fokusere på de fælles interesser, der er mellem USA og Kongeriget Danmark i arktiske spørgsmål og på et øget amerikansk engagement i Grønland, lyder det. Arkivfoto Foto © : NATO North Atlantic Treaty Organization/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
02. maj 2019 12:00

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender Ane Lone Bagger samt udenrigsminister Anders Samuelsen er værter for besøget. Under opholdet i Nuuk mødes Pompeo også med formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Besøget i Grønland vil fokusere på de fælles interesser, der er mellem USA og Kongeriget Danmark i arktiske spørgsmål og på et øget amerikansk engagement i Grønland, lyder det.

Præcist hvad der er på dagsorden er dog endnu ikke kommet frem. For det amerikanske udenrigministerium har endnu ikke svaret på KNR's henvendelse og det danske udenrigsministerium vil ikke komme med en uddybende kommentar.

LÆS OGSÅ USA's udenrigsminister kommer til Nuuk

Men naalakkersuisoq Ane Lone Bagger glæder sig til at byde Pompeo velkommen i Grønland:

- Jeg ser frem til at drøfte amerikanernes engagement i Grønland med udenrigsminister Pompeo. Vi ønsker at styrke vores samarbejde på en måde, der kommer os alle til gode, i overensstemmelse med mange års godt samarbejde, siger Ane Lone Bagger og understreger:

- Vi ønsker et fredeligt Arktis, men også at den amerikanske tilstedeværelse kommer vores samfund til nytte.  

Udenrigsminister Anders Samuelsen ser også frem til mødet på torsdag:

- Besøget sender et klart signal om den vægt, USA tillægger arktiske spørgsmål og samarbejdet med Kongeriget Danmark. Jeg tror, at vi i de kommende år kommer til at se et endnu bredere amerikansk engagement i Grønland. Det er positivt både for Danmark og for Grønland, slutter udenrigsministeren.

Mike Pompeo vil også besøge Kangerlussuaq, hvor han skal mødes med medlemmer af New York Air National Guard.

Besøget i Nuuk på torsdag sker på vej hjem fra et ministermøde i Arktisk Råd i Rovaniemi i Finland i næste uge.