Badmintonlandshold på vej til international turnering

Landstræner i badminton Rune Svenningsen har udtaget syv spillere til turneringen Small Nations på Malta.
Sara Lindskov Jacobsen stod øverst på sejrsskamlen ved Island Games. Nu skal hun igen i aktion for Grønland. Foto © : GIF
Skrevet af Noah Mølgaard
25. september 2023 14:52

Mindre nationer skal spille turnering i badminton på Malta i begyndelsen af november.

Grønland sender et hold afsted til en turnering, hvor de fleste badmintonspillere repræsenterede Grønland ved sommerens Island Games.

Island Games-mesteren i damesingle, Sara Lindskov Jacobsen, er med, mens herrernes mester Jens Frederik Nielsen har meldt afbud.

- Jens Frederik Nielsen har travlt på sit arbejde og i sin familie og måtte melde afbud til turen til Malta, siger landstræner Rune Svenningsen til KNR.

- Det er også mærkeligt for mig. Det er første gang, jeg rejser med landsholdet uden, at Jens Frederik Nielsen er med, siger Rune Svenningsen.

Der er flere spillere på under 20 år, der skal med på turen til Malta.

- De er unge, men de er ikke urutinerede på den måde, siger Rune Svenningsen.

Svære modstandere

De udtagne er: Toke Ketwa Driefer, Maluk Christoffersen, Julian Arleth, Emilie Sørensen, Cecilia Josenius, Sara Lindskov Jacobsen og Tina Amassen Rafaelsen.

- Toke har været med i mange år, men var ikke med til Island Games, da han havde brækket kravebenet. Vi har også Maluk og Julian på herresiden, som også har masser af badminton i sig. Det kan godt være, at det er ungt hold, men de er bestemt ikke urutinerede, siger Rune Svenningsen.

Landsholdsturen bliver til efter, at Elite Sport Greenland har givet støtte til dækning af udgifter til rejsen til Malta.

Deltagerlande til turneringen er: Malta, Cypern, Lichtenstein, Island, Isle of Man, Færøerne og Gibraltar.

- Det bliver svært for os. Verdensrangsmæssigt er der lande, der er bedre end os. Men det er ikke offentliggjort, hvilke spillere de forskellige lande stiller op med. Så det er rigtig svært at sige, hvad vi går ind til, siger Rune Svenningsen.

Turneringen afvikles fra 3. november til 5. november.