Båd synker ud for Tunesien og 34 savnes

Mindst 34 afrikanske migranter savnes, efter deres båd fredag sank ud for Tunesiens kyst.
Det var femte gang på to dage, at en båd forliste med migranter, der vil til Italien. Det bringer det samlede antal savnede efter skibsforlisene torsdag og fredag op på 67, oplyser de tunesiske myndigheder.
Der er generelt et stort pres lige nu fra migranter, der forsøger at nå til Italien og dermed ind i EU.
Den italienske kystvagt oplyste torsdag, at den havde reddet cirka 750 migranter under to operationer ud for den syditalienske kyst.
Ifølge FN's data er mindst 12.000 migranter, der i år er kommet til Italien, blevet sendt med både over Middelhavet fra Tunesien.