Avannaata Kommunia giver lov til at køre gennem Unesco-område

Snescootere og pistemaskiner må i en periode køre på en rute i Ilulissat Isfjord, der ellers kun har været tilladt for hundeslæder.
26. januar 2020 16:21

Avannaata Kommunia giver en dispensation til, at motoriserede køretøjer må køre gennem en korridor i Ilulissat Isfjord, som siden 2004 har været optaget på Unescos verdensarvsliste.

Kommunen giver dispensationen, efter at kommunen har modtaget en række ansøgninger fra folk, som gerne vil køre gennem området for blandt andet at komme frem til et populært fiskeområde.

Korridoren, hvor kommunen giver dispensation til at køre, er den grønne linje.
Korridoren, hvor kommunen giver dispensation til at køre, er den grønne linje. Foto © : Avannaata Kommunia

Kørsel i området har hidtil kun været tilladt for hundeslæder for at beskytte området, men nu må snescootere køre på ruten, og også pistemaskiner, som skal sørge for at præparere spor til ruten.

Tilladelsen til at køre i området er noget, borgmester Palle Jerimiassen har arbejdet for i flere år.

- I Avannaata Kommunia er vi glade for at kunne give mulighed for at køre på transportkorridoren. Vi er særligt glade for, at fiskere og turistoperatører kan benytte transportkorridoren, som har afgørende betydning for byens erhvervsliv og fiskefabrikkernes råvareforsyning, siger Palle Jerimiassen, borgmester i Avannaata Kommunia i en pressemeddelelse.

Kommunen oplyser, at al kørsel uden for ruten ikke er tilladt, og at der må ikke foretages skarpe sving, der kan gøre skade på vegetationen.

I tilfælde af uheld, der medfører gener for miljøet, skal der omgående foretages nødvendige foranstaltninger for at begrænse forureningen, og beredskabet skal underrettes. Der må desuden ikke efterlades materialer eller affald i det åbne land i forbindelse med anvendelse af korridoren, skriver kommunen.

Dispensationen for at køre på transportkorridoren er gældende fra den 23. januar 2020 til vintersæsonen 2020 slutter. Avannaata Kommunia meddeler, hvornår kørslen skal indstilles.

Ilulissat Isfjord er et af tre steder i Grønland, som er på Unescos verdensarvliste.

Formålet med listen er "at beskytte verdens kultur- og naturarv mod ødelæggelse, så fremtidige generationer også vil få glæde af jordens enestående landskaber og kulturmindesmærker".