Avanceret drone skal på klimaopgaver i arktis

Den første af tre forskningsdroner blev mandag officielt overdraget til Aarhus Universitet på HCA Airports ved Odense.
Skrevet af Simon Uldum -
13. marts 2017 12:09

Dronen skal bistå i det arbejde, der udføres på forskningsstationen Villum Research Station, der ligger i det nordligste Grønland, kun cirka 900 kilometer fra Nordpolen.

Her studerer danske og internationale forskere de omfattende klimaændringer, og skaber viden om, hvordan det påvirker klima og dyre- og planteliv.

Drone giver forskerne nye muligheder

Den første drone vil give nye muligheder indenfor den teknologiske infrastruktur. Den skal blandt andet indgå i arbejdet omkring undersøgelse af Indlandsisen, og give forskerne adgang til nye måder at skabe overblik over klimaforandringernes betydning.

Det er en topmoderne og avanceret drone, der nu bliver en del af de forskningsfaciliteter, Aarhus Universitet råder over i Højarktis.

Dronen er klar til forskningsaktiviteter med en række instrumenter, der er udviklet til at modstå de ekstreme kuldegrader.

- Den første drone her bliver et værdifuldt redskab for en lang række videnskabelige projekter, og vil indgå i fremtidige videnskabelige studier af isen på og omkring Grønland, siger Henrik Skov, der er leder for forskningsstationen og professor ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Drone-systemet har en vægt på omtrent 25 kg og et vingefang på 3,3 m, den kan bære ca. 5 kg videnskabeligt udstyr og i alt har den kostet i omegnen af 5 mio. kr. med videnskabeligt udstyr, automatisk pilot og avanceret kommunikationsudstyr.