Drone klar til forskning i Nordgrønland

Den første af tre forskningsdroner, der skal beflyve Nordgrønland og indsamle viden om is og klimaforandringer, er klar til at komme til Willum Research Station ved Station Nord.
09. marts 2017 07:32

Forskerne i den nordligste del af landet kan nu se frem til at få en ny ven. Den første forskningsdrone er nu klar til hjælpe klimaforskningen ved Station Nord.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Aarhus Universitetet får officielt overdraget den første af tre droner mandag den 13. marts. 

Dronerne er indkøbt med støtte fra Willum Fonden, og den nye drone er den første af sin slags, med udstyr, der kan klare de ekstreme temperaturer i nordgrønland.

Dronen er ifølge meddelelsen netop færdigtestet og klar til at blive sendt afsted til forskningsstationen Villum Research Station ved Station Nord. Her skal den undersøge indlandsisen og hjælpe med at skabe overblik over klimaforandringernes betydning på nye måder.

Blandt andet skal den måle is- og sneegenskaber omkring Station Nord med høj geografisk opløsning. 

- Den første drone her bliver et værdifuldt redskab for en lang række videnskabelige projekter, og vil indgå i fremtidige videnskabelige studier af isen i og omkring Grønland, siger Henrik Skov, der er leder for forskningsstationen og professor ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet i meddelelsen.

Dronen har kostet i omegnen af 5 mio. kr. Den vejer ca det samme som en slædehund og har et vingefang der er lidt større end en havørn og så kan den bære ca. 5 kg videnskabeligt udstyr.

Ifølge universitetet har Villum Research Station som skal være dronens nye hjem, været et internationalt tilløbsstykke siden indvielsen for to år siden. Der har været booket flere tusinde overnatninger på forskningsstationen.