Australsk minister: Grænser er lukkede til slutningen af 2021

Internationale turister og studerende ser ikke ud til at kunne rejse til Australien før slutningen af 2021.
Australiens finansminister, Josh Frydenberg, siger i talen, at der i landets finanslov for næste år er taget højde for, at Australiens grænser vil forblive lukkede for internationale turister og studerende indtil slutningen af 2021. Foto © : julian meehan/flickr
Skrevet af Ritzau
09. oktober 2020 09:06

Grænserne til Australien kommer formentlig til at være lukkede indtil slutningen af næste år.

Det siger Australiens finansminister, Josh Frydenberg, i en tale ifølge The Guardian.

Frydenberg siger i talen, at der i landets finanslov for næste år er taget højde for, at Australiens grænser vil forblive lukkede for internationale turister og studerende indtil slutningen af 2021.

- Herefter vil de gradvist få lov at vende tilbage, siger han.

LÆS OGSÅ Melbourne ophæver udgangsforbud og presses til at gå længere

Finansministeren tilføjer, at regeringen på det tidspunkt forventer at have adgang til en vaccine mod coronavirus.

Grænselukningen vil gælde for alle lande med enkelte undtagelser.

Regeringen håber således at få vedtaget en såkaldt "rejseboble" med New Zealand i slutningen af oktober.

Australiens grænser har været lukket siden marts. Landet registrerede sit første tilfælde med coronavirus i slutningen af januar.