Atlet er tændt inden Arctic Winter Games, men der er en stor forandring

På søndag starter Arctic Winter Games, og derfor er de sidste forberedelser i fuld gang. For Nicas Clasen har en ting ændret sig fra sidste år.
Nicas Clasen lavede gode resultater ved sidste års Arctic Winter Games, og han har høje forventninger til sig selv igen i år. Foto © : Gaaba Olsen / KNR

Arctic Sports, badminton, Dene Games, skiløb, snowboard og kulturelle arrangementer. Listen er lang over aktiviteter, når Arctic Winter Games begynder på søndag i Mat-Su i Alaska.

En af atleterne til dette års udgave af det arktiske stævne er 19-årige Nicas Clasen fra Ilulissat. Han skal dyste i disciplinen Arctic Sports. En disciplin, der indeholder 11 forskellige kategorier. Blandt andet headpull og knuckle hop, som Nicas Clasen skal dyste i.

Han var også med sidste år, hvor han opnåede gode resultater i juniorklassen, men en ting har ændret sig fra sidste år. 

I år skal han nemlig dyste for første gang i seniorklassen, og han er tændt.

- Jeg er spændt, og jeg glæder mig.

- Sidste år vandt jeg sledge jump og armkrog, men i år skal jeg ikke dyste i armkrog, for den dyst findes ikke, når man bliver senior, fortæller han.

Til Arctic Winter Games 2023 vandt Nicas Clasen fem medaljer. To guld, to sølv og én bronze. 

Ambitiøs målsætning

Selvom det er første gang i seniorklassen, har Nicas Clasen høje forventninger til sig selv.

- Jeg vil gerne opnå de samme medaljer som sidste år, siger han.

Om det er realistisk, ved han dog ikke, og han ved ærligt ikke helt, hvad han skal forvente af dette års stævne.

- Nu kommer jeg til at konkurrere mod nogen, der måske er bedre, end jeg er, siger han.

AWG hold 2024 Arctic Sports

Dame ungdom:
Niviaq Fleischer
Randi Sigurdsen

Kiva Trolle
Rosa Kristensen

Dame senior:
Mona Fleischer

Herre ungdom:
Lars Jeremiassen
Angunnguaq Mathiassen
Inunnguaq Amossen
Inutsiaq Rosing
Danny Clasen

Herre senior:
Andreas Johansen
Inuuteq Josefsen
Nicas Clasen

En ting er han dog sikker på at få masser af. Nemlig hygge og fællesskab med resten af holdet, som han lige nu er samlet med i Nuuk, inden de rejser til Alaska.

For Nicas Clasen handler det ikke kun om konkurrencen.

- Det vigtigste er en god træning og at være et godt eksempel for andre unge, siger han.

I alt skal der 66 grønlandske atleter med til Mat-Su, hvor de skal dyste fra 10. til 16. marts. Kun to sportgrene - Arctic Sports og Dene Games - har seniorklasser. I resten af sportsgrenene dyster drenge og piger under 18 år.

Normalt afholdes Arctic Winter Games kun hvert andet år, men fordi begivenheden blev aflyst i både 2020 og 2022 på grund af Covid-19, så var der både AWG sidste år og i år.