Atassut: Ikke tillid til Pele Broberg

Naalakkersuisuts støtteparti, Atassut, mener ikke, at Pele Brobergs udtalelser er forenelige med posten som Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender.
- Et folk der gerne vil opnå mere selvstændighed, bedre økonomi og generel udvikling, har meget lange udsigter, hvis man har et menneskesyn, som Pele Broberg, skriver Atassuts formand Aqqalu Jerimiassen. Foto © : KNR / Malik Brøns
20. september 2021 06:36

”Vi har ikke længere tillid til Pele Broberg som Naalakkersuisoq”

Sådan skriver Atassuts formand Aqqalu Jerimiassen i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer efter, at Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender har sagt i et interview med Berlingske Tidende, at han mener, at borgere i Grønland med anden etniskbaggrund end inuit ikke skal have ret til at stemme ved valg, som angår Grønlands selvstændighed.

Udtryk for uddødt menneskesyn

Atassut opfordrer nu formanden for Naalakkersuisut til at gøre noget:

- Man bør aldrig acceptere forskelsbehandling af folk. Vi opfordrer Formanden for Naalakkersuisut til at gøre noget, skriver Aqqalu Jerimiassen.

LÆS OGSÅ Múte B. Egede dementerer Pele Brobergs udtalelser om opdelt stemmeret

- Uanset hvor vi kommer fra, og hvordan vi ser ud, så har vi alle sammen menneskelig værdighed. Det kom som en kæmpe overraskelse for os, at man har udtalt ting med et menneskesyn og forskelsbehandling, som man netop troede var uddød, fortsætter han.

Pele Broberg sat på plads

Sent søndag eftermiddag slog Múte B. Egede fast, at det ikke er Naalakkersuisuts politik at opdele folks stemmeret efter deres oprindelige herkomst.

- Alle borgere i Grønland har samme rettigheder og på lige fod med alle andre, og disse rettigheder vil Naalakkersuisut arbejde for at beskytte til hver en tid. Der skal ikke herskes tvivl om at Naalakkersuisut arbejder for alle borgere i Grønland, uden forskelsbehandling, står der i dementiet.

Spørgsmålet er så, om det er nok for Atassut, eller om de vil kræve Pele Broberg fjernet som Naalakkersuisoq.