Atassut: IA´s forslag er useriøst

Useriøst forslag og uden sammenhæng med realiterne - det er overskriften på Atassuts svar på IA’s nytårsfortsæt om at skære 10 millioner kroner årligt i bloktilskuddet.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
14. januar 2016 13:19
Versionist Jaaku Lyberth

- Grunden til, at forslaget er urealistisk og useriøst, er, at bloktilskuddet udhules med 50 millioner om året, fordi inflationen i Grønland er større end i Danmark, skriver næstformand i Atassut Steen Lynge i en pressemeddelelse.

Læs også IA fastholder nedsættelse af bloktilskuddet

IA fremsatte forslaget om at barbere bloktilskuddet med 10 mio. kroner årligt i en nytårsudtalelse, fordi partiet ønsker, at Grønland selv skal tage skridt imod at blive selvstændigt, omend det er meget små skridt.

IA er blevet afkrævet svar på, hvor de 10 millioner skal komme fra af de øvrige partier, og IA har svaret, at partiet ønsker at spare på brugen af eksterne konsulenter og en større selvforsyning.

Læs også Siumut afviser også nedtrapning af bloktilskud

Til det skriver Steen Lynge:

- Udviklingen af hjemmeproduktionen af kød og grønt sker meget langsomt og er i dag en ren underskudsforretning for Grønland.

- Eksterne konsulenter bruges, fordi Grønland mangler faglig kompetence på mange områder. Det kommer til at tage tid at få dækket de manglende kompetencer, og i mellemtiden er det altså nødvendigt at investere i uddannelse. Det kræver økonomi, skriver Sten Lynge i pressemeddelelsen.

Læs også Demokraterne afviser nedtrapning af bloktilskud

Sten Lynge mener, at IA med forslaget forsøger at snige et progressivt skattesystem ind af bagvejen:

- Den eneste måde at finansiere IA nuværende forslag på er at indføre progressiv beskatning for at dække hullet. Er IA parate til at sætte landets behov til side alene for at opnå deres planøkonomiske samfund? Spørger Steen Lynge.