Atassut holder generalforsamling

Udvikling er overskriften for Atassuts generalforsamling, der bliver afholdt i Nuuk i den kommende weekend. Søsterpartiet har meldt afbud til generalforsamlingen.
Skrevet af Per Andersen
14. september 2011 07:36

- Vi har valgt udvikling som vores hovedoverskrift, fordi Atassut mener at vi bør tage det næste skridt. Kort sagt, vi er nødt til gå videre, siger Atassut’s formand Gerhardt Petersen til KNR.gl.

Generalforsamlingen, som foregår i Hotel Hans Egedes lokaler, skal vare i to dage. Men det bliver uden deltagelse fra søsterpartiet Venstre, der har meldt afbud på grund af valget. Afbuddet blev meddelt umiddelbart efter, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen udskrev valg.

Den nuværende formand Gerhardt Petersen vil stille op igen til formandsposten. Der er stadig ingen forlydender om der bliver kampvalg til formandsposten.

- Jeg har efter flere opfordringer fra bestyrelsen besluttet mig for at stille op til formandsposten, og jeg har endnu ikke hørt, om der skulle være en modkandidat. Og jeg har selvfølgelig ikke noget imod at have en modkandidat, siger Gerhardt Petersen.

Organisatorisk næstformand i partiet Hans Lynge vil søge andre udfordringer i partiet, derfor overvejer han at stille sig som politisk næstformand i partiet. Medlem af Inatsisartut Sivert K. Heilmann sidder på den post idag.

Ove Thomassen, som er medlem af forretningsudvalget i partiet, overvejer at forlade sin post. Han vil koncentrere om sit hverv som formand for volleyball forbundet KVK.

Der kommer omkring 25 deltagere til generalforsamlingen, hvor tre kommer fra Nuuk. Resten kommer fra hele kysten fra Upernavik i nord til Nanortalik i syd samt deltagere fra Østkysten.