Atassut-forslag vil lade reklamer få plads på KNR's sendeflade

Atassut har som mærkesag, at KNR ikke længere skal udbyde reklamer fra årsskiftet. Men ifølge Atassut betyder det ikke nødvendigvis, at KNR skal være reklamefri.
09. maj 2015 15:57

Atassut foreslår, at KNR’s kanal 2 skal kunne lejes ud til interesserede tv- og radioforeninger, der så kan vælge at bruge deres tid på den landsdækkende kanal til både indslag og reklamer.

-  I Atassut kan vi godt se en mulighed i, at lokalforeninger, som tv- og radioforeninger, organiseret kan og bør leje sig ind i KNR's kanal 2. Sådan så vi får udnyttet den kanal noget bedre, end den er i dag, siger Steen Lynge fra Atassut.

Idéen bag forslaget er, at det stadig skal være muligt at få reklamer og oplysningskampagner ud landsdækkende, hvilket flere virksomheder har påpeget over for KNR i de seneste dage, vil blive sværere, hvis KNR ikke længere må sende reklamer fra årsskiftet.

Læs også TELE-POST: Vi mister to af vores bedste markedsføringskanaler

Helt præcist foreslår Atassut, at KNR skal have mulighed for at sælge en del af deres sendeflade på KNR's kanal 2 til private tv- og radioforeninger, der så får mulighed for at udnytte fladen omkring tre til fire timer hver aften.

 

Konkurrence skaber kvalitet

På den måde kan de privatfinansierede medier få en landsdækkende platform, som de blandt andet kan bruge til at sende indslag og reklamer på, alt i mens, at KNR kan få et indtægtsgrundlag ved at leje sendefladen ud, fortæller Steen Lynge.

- Enhver aktivitet, som ikke bliver brugt, er en udgift ud i det blå. Men bliver det lejet ud, så får man dækket udgifterne til det. Og derfor mener vi, at KNR 2 bør kunne lejes ud til det private. Sådan så der også kommer en konkurrence omkring kvaliteten af udsendelser i forhold til den offentligt finansierede kanal 1. Så på den måde vil man højne kvalitetsniveauet ved at skabe konkurrence, siger han.

Læs også RAL om forslag fra Naalakkersuisut: Det kommer til at give udfordringer

Hvis forslaget ikke møder opbakning, vil partiet dog fortsat fastholde deres forslag om at fjerne KNR’s mulighed for at sende reklamer.

 

Reklamer giver læsere

For de mener, at virksomhederne stadig vil have mulighed for at nå ud til deres kunder med reklamer og oplysningskampagner, selv hvis KNR ikke længere er en mulighed. Blandt andet via internet og de trykte medier.

- I et demokrati, der anses de trykte medier som en stadig væsentlig del af måden at komme ud til befolkningen på. Lur mig om ikke, hvis avisen bliver brugt mere som reklameplads, at det vil højne interessen for de trykte medier igen, siger Steen Lynge fra Atassut.

Læs også Andreas Uldum: Demokratiet tager ikke skade af, at man fjerner en bilreklame