Andreas Uldum: Demokratiet tager ikke skade af, at man fjerner en bilreklame

Naalakkersuisut lægger i deres finanslov for 2015 op til at fratage KNR muligheden for at sælge reklamer fra årsskiftet. Og det skal ske for at styrke det private marked, understreger naalakkersuisoq for finanser og råstoffer, Andreas Uldum.
Foto © : Paalu Møller/KNR
Skrevet af Laura Aggernæs
06. maj 2015 16:06

- KNR er en public service-virksomhed under selvstyret. Vi synes, de skal udføre det, de skal udføre. Og det der med at reklamere og alt muligt, det har vi de landsdækkende private aviser til, siger Andreas Uldum til KNR.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Naalakkersuisut i givet fald vil poste flere penge i public service-stationen, når nu de fjerner grundlaget for deres reklameindtægter, svarer han:

- Det er der ikke lagt op til i denne finanslov. Men der er lagt op til nogle ændringer som vil foreligge til tredjebehandlingen.

Læs også Direktør for KNR: Det er uklart, hvad Naalakkersuisut vil

I deres forslag lægger Naalakkersuisut op til, at de gennem finansloven for 2016 vil sørge for at kompensere KNR, blandt andet ved at flytte penge fra de nuværende støtteordninger rettet mod landets medier over til KNR.

 

Kommer ikke til at mangle millioner

Men hvor pengene skal komme fra helt konkret, og hvor meget Naalakkersuisut planlægger at kompensere KNR for gennem finansloven for 2016, er ikke noget, Andreas Uldum er klar til at give et endeligt svar på - endnu.

- Der bliver ikke lagt op til, at der kommer til at mangle mange millioner. Men jeg vil henstille til, at man kigger på ændringsforslaget, der kommer til at foreligge til tredjebehandlingen, siger Andreas Uldum.

Til gengæld, slår han fast, at han ikke umiddelbart mener, at forslaget vil have en negativ indvirkning på demokratiet eller den frie presse, selvom det betyder færre penge til aflønning af blandt andre journalister.

- Jeg tror ikke, at det, at man fjerner en bilreklame fra KNR vil skade demokratiet. Det tror jeg ikke, siger Andreas Uldum.