Asii støtter hensigten bag stævning af professor

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq mener, at intentionen i at stævne en professor for en kritisk udtalelse i Sermitsiaq var rigtig nok. Alligevel mener hun, at det var fornuftigt at trække stævningen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Asii Chemnitz Narup
Asii Chemnitz Narup Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Jonas Fievé
02. november 2017 15:07
Versionist Connie Fontain

Asii Chemnitz Narup lægger ifølge meddelelsen vægt på, at kommunaldirektøren ikke mener, at kommunens embedsmænd i tavshed skal finde sig i at blive fremstillet negativt i offentligheden.

- Som jeg ser det, har Lars Møller Sørensen taget ansvar for kommunens ansatte i forhold til, hvad de behøver at lægge ryg til af usaglig kritik i offentligheden, udtaler borgmesteren.

LÆS OGSÅ Sermersooq hiver professor i retten for udtalelser om Siorarsiorfik

God intention dårlig løsning

Selvom borgmesteren godt kan forstå intentionerne ved at stævne RUC-professor Ole Helby Petersen for en kritisk udtalelse, som han fremførte tilbage i august til Sermitsiaq. Så mener hun alligevel ikke, at det var den rigtige løsning at stævne professoren.   

- Når det er sagt, så var en stævning ikke den rigtige måde. Det mener kommunaldirektøren også i dag, og det er derfor, at stævningen så hurtigt er blevet trukket igen, udtaler Asii Chemnitz Narup i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ Sermersooq trækker stævning af professor

Torsdag udtalte gruppeformanden for Siumut i kommunalbestyrelsen, Peter Davidsen, at de efterlyste en redegørelse fra borgmesteren.

I meddelelsen fra kommunen udtaler Asii Chemnitz Narup, at hun forstår ønsket, og lover samtidig, at den er under udarbejdelse.

LÆS OGSÅ Tilliden til kommunaldirektør er smuldret

Det var torsdag ikke muligt for KNR at få en uddybende kommentar fra Asii Chemnitz Narup om hendes holdning til forløbet omkring stævningen af Ole Helby Petersen.

Borgmesteren vil ifølge kommunikationschef i Kommuneqarfik Sermersooq Lars Damkjær først udtale sig yderligere om stævningen, når redegørelsen foreligger.