Arktiske Råds Parlamentariske Udvalg møder medlemmer af kommunalbestyrelsen i Ilulissat
Med henblik på at styrke det arktiske samarbejde mødtes medlemmer af kommunalbestyrelsen og embedsmænd i Avannaata Kommunia med delegerede fra Arktiske Råds Parlamentariske Udvalg.
Det skriver Avannaata Kommunia på sin hjemmeside.
Under mødet blev der udvekslet erfaringer om lokale forhold, muligheder og udfordringer i Arktis.
- Det, der især blev styrket under deres besøg, var forståelsen for, at forholdene i Arktis kan være meget forskellige, netop fordi vi lever under så forskellige vilkår, skriver borgmesteren i Avannaata Kommunia Lars Erik Gabrielsen (S) til KNR i et skriftligt svar.
Forskellige muligheder for udvikling af byen blev også præsenteret, blandt andet vejbyggeri, forskellige løsninger inden for kloakering og et forbrændingsanlæg.
- Vi kom vidt omkring. Forvaltningen præsenterede kommunen og forklarede både om mulighederne for udvikling, men også om de store forskelle, der er i en kommune, som geografisk er meget spredt, samt om de betydelige udfordringer, vi står over for, skriver Lars Erik Gabrielsen og fortsætter:
- Vi har brug for forbrændingsanlæg. Vi ønsker både små og større anlæg, men Naalakkersuisut ønsker, at vi bygger forbrændingsanlæg magen til dem i Sisimiut og Nuuk, og ellers kan de ikke godkendes, skriver han.
Udvalgets medlemmer vil gerne hjælpe
Deltagerne på mødet gav også udtryk for, at de gerne vil hjælpe med de emner, der blev præsenteret, og komme med forslag til, hvordan man kan komme videre.
Med mødet med Arktiske Råds Parlamentariske Udvalg, som består af medlemmer fra de arktiske lande, og deres ønske om at bidrage til udviklingen af byerne, har kommunalbestyrelsesmedlemmer og embedsmænd i Avannaata Kommunia fået et stort udbytte af mødet, fortæller de.
- Vi føler, at vi fik rigtig meget ud af det, fordi der helt konkret blev sagt: Send mig materialet, så bringer jeg det videre til EU. Når der er mulighed for at opnå resultater, må man sige, at det var et udbytterigt møde, skriver Lars Erik Gabrielsen.
Grønland har formandskabet for Arktisk Råd fra 2025 til 2027. Og Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Råstoffer, Múte B. Egede (IA), er formand.