Arctic Green Food har sendt medarbejderne hjem

Tidligere i dag udsendte Artic Green Food ellers en pressemeddelse, hvor det hed sig, at en redningsplan var klar. Aktionærene var klar til at spytte 5,2 millioner i selskabet. Det var dog et krav, at departementet for fiskeri, fangst og landbrug udbetalte de 2,1 millioner, der resterede af den nuværende servicekontrakt.
22. februar 2013 13:11

Flere fangere og fiskere har bonusser tilgode ligesom flere af selskabets ansatte ikke har fået udbetalt feriepenge. Selskabet meddeler, at disse penge kun bliver udbetalt, hvis departementet udbetaler de 2,1 millioner.

-Vi er gået i betalingsstandsninger og vores medarbejdere er gået hjem. Alle aktiviteter er gået i stå i samtlige selskabets indhandlingssteder i Grønland. Hvis ikke vi får udbetalt den resterende del af servicekontrakten skal fiskere og fangere ikke regne med at se de ferie- og bonuspenge de har til gode hos AGF, siger Otto Starck til Radioavisen.

I pressemeddelelsen fra i dag skriver Arctic Green Food, at årsagen til den økonomiske krise i selskabet først og fremmest skyldes dårlige markedspriser:

- Arctic Green Food har i det forgange år indhandlet for det største beløb nogensinde i selskabets historie. I løbet af året er der desværre indtruffet et beklageligt prisfald på stenbiderrogn og saltfisk, som sammen med reklamationer, har betydet et stort prisfald, som gør at selskabet forventer et betydeligt underskud for 2012, lyder det i pressemeddelelsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Ane Hansen, men radioavisen og knr.gl følger op på sagen.