Arbejdsgruppe kigger på hellefiskefiskeriet

Hans Enoksen (S) har stillet et § 37 spørgsmål til naalakkersuisoq for fiskeri Ane Hansen (IA), hvor han efterlyser ekstra kvoter til fartøjerne over 6 meter, set i lyset af at flere af disse fiskere allerede har opfisket deres kvoter. Det fald ikke i god jord hos Ane Hansen.
Skrevet af Peter Troelsen
30. september 2012 16:15

 

Disse fartøjer har i år alle haft en individuel kvote for hele året. Denne kvote er baseret på de sidste tre år indhandlinger, og det er der ingen planer om at lave om på. Et udvalg bestående af repræsentanter for fiskeriets parter og Departementet har gennemgået forslag til regulering af de tildelte kvoter, og Naalakkersuisut respekterer de beslutninger, som udvalget har taget.

-Fiskerne har den mulighed, at de kan købe eventuelt overskydende kvoter fra andre fartøjer, og det vil jeg opfordre fiskerne til at gøre. Herfra kommer der ikke højere kvoter til de fartøjer, der er over 6 meter lange, fastslår Ane Hansen i sit svar til Hans Enoksen.

Den problematik, der i øjeblikket er for det kystnære fiskeri af hellefisk er ikke gået naalakkersuisuts næser forbi, og der vil i løbet af et par måneder være nyt på det område. Der er i første omgang nedsat en arbejdsgruppe, til at se på fremtiden for den erhvervsgruppe.

- Arbejdsgruppen består af samtlige aktører med relation til hellefiskefiskeriet, herunder bl.a. KNAPK, Qaasuitsup Kommunia, GA og SIK. Jeg forventer, at arbejdsgruppen vil komme med nogle konstruktive anbefalinger, og at disse allerede fra næste år vil komme de lokale fiskere til gode, skriver Ane Hansen.