Aqqaluk Lynge om Trumps drøm: Vi ville miste vores myndighed

Ifølge en tidligere ICC-præsident har grønlænderne den bedste ordning for arktiske folk – og den skal vi værne om.
Aqqaluk Lynge mener, at vi befinder os på politisk nyis og skal træde varsomt. Foto © : KNR / Hanna Hviid
15. januar 2025 07:41

- Den største forskel mellem Alaska og Grønland er, at vi selv har myndighed over vores land. Vores frænder i Alaska har ingen myndighed over deres land og har mistet det, siger han.

Sådan lyder det fra Aqqaluk Lynge, tidligere ICC-præsident, da KNR besøger ham på bagkant af Donald Trump Juniors besøg i Nuuk i sidste uge. Alaska er en stat i USA, som ligger i Arktis.

Aqqaluk Lynge har gennem mange år arbejdet aktivt for det arktiske folk og bemærker den kæmpe forandring, der har været i Grønland gennem årene.  

Men et af de helt store spørgsmål er jo, hvorvidt Donald Trumps Juniors besøg får fordelagtige følger for Grønland.

Og der er dommen ikke just opmuntrende fra Aqqaluk Lynge:

- De negative følger er meget værre, og dem vil vi se de kommende dage, som hvad der vil ske, når han er indsat som præsident. De bruger ikke almindeligt diplomati, men bruger deres popularitet gennem Facebook og andre medier, siger han.

Aqqaluk Lynge mener derfor, at vi ikke skal glemme Trump familien, selvom sønnike igen er hoppet på Trump Force One og er fløjet tilbage til Florida. Vi bør blive ved med at have vores opmærksomhed rettet mod Trump:

- Jeg mener, at situationen har ændret sig så meget i forhold til tidligere, at vi let kan tabe vores myndighed, hvis vi ikke passer på.

Sagen kort:

Donald Trump er valgt som den 47. præsident af USA. Han har allerede inden sin indsættelse udtrykt interesse i at få kontrol over Grønland. 

Ifølge ham er det nødvendigt for USA's sikkerhed. Det sagde han på et pressemøde i i Mar-a-Lago i Florida 7. januar. 

På samme pressemøde ville han ikke afvise at bruge militær kraft for at få kontrol over Grønland. 

Formand for naalakkersuisut Múte B. Egede har gentagende gange sagt, at Grønland er grønlændernes. Dog siger han, at naalakkersuisut gerne vil samarbejde mere med USA. 

Den danske statsminister Mette Frederiksen siger, at alle beslutninger om Grønlands fremtid skal foretages i Grønland. 

7. januar besøgte Donald Trump Jr. Nuuk som 'turist' i knap fem timer. Her delte han MAGA-kasketter ud, inviterede lokale på frokost og lavede indhold til en massiv kampagne på sociale medier. 

Efterfølgende har hans far sendt en hilsen til Grønland og sagt, at "vi ses snart". 

Ifølge Múte B. Egede er han velkommen. 

På politisk nyis

Den mangeårige præsident for ICC understreger også, at vi bør huske os selv på, at vi har større indflydelse og magt sammenlignet med andre arktiske folk.

- Den ordning, vi har skabt, er den bedste i forhold til andre arktiske ordninger. I Grønland er vi anerkendt som et særskilt folk, og vi har myndighed over vores rigdomme, fisk, fangstdyr og råstoffer. Og vi kan sammen med danskerne bestemme, hvordan vores fremtid skal være.

Han tilføjer, at vi risikerer at miste de resultater, vi har opnået siden hjemmestyreordningen, hvis Grønland skulle ende med at blive en del af USA:

- Vi har kun vores frihed inden for Rigsfællesskabet, det skal overvejes. Vi har gjort os store anstrengelser for at opnå det inden for Rigsfællesskabet, og det kan ændre sig meget hurtigt, som Trump truer med.

Derfor skal vi holde tungen lige i munden og tænke os godt om i den kommende tid, mener Aqqaluk Lynge:

- At gå på nyis kan være farligt uden god brug af en tooq, og med hensyn til politik går vi på nyis, som kan bryde sammen.

Donald Trump sætter sig som USA’s 47. præsident mandag 20. januar.