Aqqaluk Lynge: Eksperimentbørn bør få erstatning

Eksperimentbørnenes udsendelse til Danmark er sket uden respekt for menneskerettigheder, mener rettighedsforkæmper.
- Det er meget alvorligt at give denne behandling. At trække dem op ved rod fra deres vante omgivelser, deres forældre, deres kultur og deres sprog. Det fik også store konsekvenser senere, siger Aqqaluk Lynge.
10. december 2020 12:14

I tirsdags fik de 22 eksperimentbørn, der blev sendt til Danmark i 1951, en officiel undskyldning af statsminister Mette Frederiksen.

Blot seks af børnene lever stadig, og de modtog alle et brev fra statsministeren med undskyldningen i.

Og det er Aqqaluk Lynge, som er tidligere præsident for ICC, taknemmelig for.

Det er bare ikke nok. Børnene bør også få erstatning, mener han. 

- Jeg tror, at Staten igen har et problem her. Når der bliver tale om en erstatning, opstår der et problem. Jeg mener, at der bør gives en erstatning til de resterende eksperimentbørn, at der bør ske en vurdering omkring de berørte, som er døde, siger Aqqaluk Lynge.

Hvor stor den erstatning skal være, vil han dog ikke vurdere.

- Erstatning for svie, smerte og afsavn - det kan jeg slet ikke måle, siger han.

Han har kæmpet for de arktiske folks rettigheder i 38 år.

LÆS OGSÅ Mette Frederiksen til KNR: Forhåbentlig får de sidste eksperimentbørn ro i sindet

Undskyldningen bliver givet for, at den danske stat var med til at fjerne de 22 grønlandske børn fra deres familier for at sende dem til Danmark.

Målet var, at de skulle lære det danske sprog og den danske kultur og bringe det med tilbage til Grønland. Her skulle de så være spydspidser i moderniserignen af landet.

Men det skete uden respekt for menneskerettigheder, mener Aqqaluk Lynge.

- Det er meget alvorligt at give denne behandling. At trække dem op ved rod fra deres vante omgivelser, deres forældre, deres kultur og deres sprog. Det fik også store konsekvenser senere, siger Aqqaluk Lynge.

LÆS OGSÅ Eksperimentbarn: Undskyldning skal fejres med mattak og tørfisk

Statsminister Mette Frederiksen blev så den, der gav en officiel undskyldning i tirsdags.

Det har længe været et ønske, som andre statsministre har afvist. Og selv om Aqqaluk Lynge gerne så, at eksperimentbørnene får erstatning, så er han taknemmelig for undskyldningen.

- Endelig har vi en statsminister, som afslutter denne sag. Derfor må der rettes en tak til statsminister Mette Frederiksen,  siger Aqqaluk Lynge.

Han mener nemlig, at der ligger meget mere end ord bag en undskyldning.

- Jeg mener, at undskyldningen er en indrømmelse af statens fejltagelser. Undskyldningen betyder også meget for de mennesker, den rettes til, siger Aqqaluk Lynge.