Antallet af hotelovernatninger styrtdykker

Ilulissat er hårdest ramt af manglende hotelgæster, hvor der er halvt så mange gæster som samme periode sidste år.
Opgørelsen viser, at antallet af overnattende gæster er faldet med 46,5 procent i første halvdel af 2020, mens antallet af overnatninger er faldet med 42,3 procent i forhold til samme periode i 2019. Foto © : Aske Martinus
11. august 2020 17:11

De færreste er nok i tvivl om, at landets hoteller, vandrerhjem og andre overnatningssteder har været hårdt ramt af rejseforbud og lukkede grænser på grund af coronavirus.

Det bekræftes også af en ny opgørelse fra Grønlands Statistik.

Opgørelsen viser, at antallet af overnattende gæster er faldet med 46,5 procent i første halvdel af 2020, mens antallet af overnatninger er faldet med 42,3 procent i forhold til samme periode i 2019.

Hoteldirektøren i Hotel Icefiord i Ilulissat er da heller ikke overrasket over de nye tal.

- Det passer meget godt overens med vores egne tal, men det rammer alle i vores branche i år, og det er jo noget helt andet end sidste år, som var et rigtig fedt år for mange, siger Anders Gadeberg, der er hoteldirektør på Hotel Icefiord i Ilulissat.

Svag optimisme

Netop Ilulissat er byen, der har været hårdest ramt i forhold til manglende gæster, hvor antallet er faldet med 51,9 procent i forhold til sidste år.

Til trods for de dystre tal er der dog lys forude, mener direktøren i Hotel Icefiord. Den forsigtige optimisme kommer, efter at de grønlandske grænser igen er åbne for turister.

- Det begynder virkelig at lysne op nu. Vi kan godt nok ikke spå alt for meget om 2021, men jeg synes, det begynder at pege i den rigtige retning, siger hoteldirektør Anders Gadeberg.

På hotellet i Ilulissat har der især i juli og starten af august kommet flere gæster i forhold til tidligere i coronakrisen - blandt andet på grund af kampagnen om "staycation", hvor turistbranchen opfordrede befolkningen til at holde ferie i Grønland.

Vinter-bekymring

Men det er dog ikke alle steder, hvor optimismen så småt begynder at blomstre. På Inuk Hostel i Nuuk har man også mærket den positive effekt af staycation-kampagnen, men det er dog ikke nok til at fjerne de økonomiske bekymringer.

Lige som Hotel Icefiord har Inuk Hostel mistet omkring 60 procent af den normale omsætning, men Inuk Hostel er et mindre sted, som normalt overlever vinteren med sommerens overskud.

- Selvfølgelig får vi gavn af staycation, men når vores omsætning topper dér, og når vi tænker på, hvor meget vi har tabt, er vi bekymrede over, hvad vi skal gøre til vinter, siger Maren-Louise Poulsen Kristensen, som er direktør i Inuk Hostel.

På grund af forsinkede indberetninger fra nogle overnatningssteder er cirka 8,8 procent af gæsterne og 13,7 procent af overnatningerne estimater, som er baseret på oplysninger fra samme perioder i 2019.