Ivaaraq sagen: Anklager går efter to år og ni måneder i anstalten til 62-årig mand
Tilbage i november sidste år blev en 62 årig mand anholdt for voldtægt på en i gerningsøjeblikket 22-årig multihandicappet kvinde.
Manden erkendte efterfølgende under sin fremstilling i kredsretten, at han var skyldig i overgrebet. Nu skal sagen for retten. Den kører torsdag i Kujalleq Kredsret i Qaqortoq.
Anklageskriftet i sagen viser, at manden i halvanden måned fra midt november 2021 til start januar 2022 flere gange har skaffet sig adgang til samleje med kvinden, der grundet sin mentale retardering og spastiske lammelse ikke kunne modsætte sig voldtægten.
Derfor har politiet fra starten efterforsket sagen som voldtægt.
Ingen opdagede graviditet
Ni måneder efter voldtægten fødte den multihandicappede kvinde i september 2022 en dreng, og et DNA-match mellem barnet og den tiltalte førte til anholdelsen af den 62-årige mand i november.
Ingen personer omkring den nu 23-årige kvinde vidste, at hun var gravid. Derfor kom fødslen som et chok for alle. Den forurettede kvinde er ude af stand til at tale, kan kun kravle og bruger ble.
Anklagen er klar
Når sagen begynder torsdag, går Specialanklager Lars Pertersen ifølge anklageskriftet efter en dom på to år og ni måneder samt, at tiltalte får frataget sin ret til at arbejde med personer med psykiske- og eller fysiske handicap i fem år.
Derudover kræver anklagemyndigheden en godtgørelse på 80.000 kroner til offeret.