Anguteeraq Grønvold arrangerer 24 timers løb for kræftramte

19-årige Anguteeraq Grønvold fra Uummannaq har taget initiativ til usædvanlig løbeaktivitet i sin hjemby.
Anguteeraq Grønvold
Anguteeraq Grønvold arrangerer allerede nu fællesløbeture i Uummannaq Foto © : Anguteeraq Grønvold
Skrevet af Noah Mølgaard
08. september 2021 10:52

En gruppe friske løbere i Uummannaq vil gerne samle penge til kræftramte.

19-årige Anguteeraq Grønvold har nemlig arrangeret et 24 timers indsamlingsløb, hvor deltagere selv kan bestemme, hvor langt de vil løbe.

Deltagere kan også selv vælge om de vil løbe eller tage en spadseretur. Kort sagt, så kan alle deltage.

Anguteeraq Grønvold har endnu ikke besluttet sig for, hvor langt han selv vil løbe i løbet af det 24 timer løbet varer. Men ambitionen er, at han vil prøve at løbe så meget som muligt.

- Det kan godt være jeg lige skal hjem og have en lur. Så jeg løber formentlig ikke i samtlige 24 timer, siger Anguteeraq Grønvold.

Han laver allerede nu fællestur i Uummannaq, hvor løbesport er mere usynlig i forhold til andre sportsgrene.

- Jeg har gået på efterskole i Tirstrup i 2017/18, hvor der også er tradition for indsamlingsløb. Det er derfra jeg har hentet inspiration og jeg har længe haft lyst til at arrangere større løb i Uummannaq, siger Anguteeraq Grønvold til KNR.

Forventer god indsamling

Konceptet med indsamlingsløb er, at deltagere søger sponsorer til deres løb.

- Det kan være et bestemt beløb eller være et sponsorat, der bliver udregnet efter tilbagelagte kilometer, forklarer Anguteeraq Grønvold.

Arrangører åbner en konto, hvor indsamlede beløb vil blive indsat inden de bliver overført til Neriuffiit Kattuffiat.

- Det er svært at sige hvor meget vi når at indsamle. Men vi har allerede fået forhåndstilkendegivelser om sponsorater med pænt store beløb. Der er også god tid til løbet, siger Anguteeraq Grønvold.

Indsamlingsløbet i Uummannaq starter lørdag den 25. september og deltagere har mulighed for at hoppe med inden for de næste 24 timer. 

Landsindsamlingen med Neriuffiit Kattuffiat bliver sendt direkte i KNR-TV lørdag den 1. oktober.